Højlund runder sæsonen af som matchvinder for Napoli
På et mål af den danske landsholdsangriber Rasmus Højlund vandt Napoli sæsonens sidste kamp i Serie A.

På et mål af den danske landsholdsangriber Rasmus Højlund vandt Napoli sæsonens sidste kamp i Serie A.

Rasmus Højlund sluttede sæsonen af med at blive matchvinder for Napoli, der vandt 1-0 hjemme over Udinese i den italienske Serie A.
Efter 24 minutter blev Højlund sendt afsted i dybden af den indskiftede midtbanespiller Kevin De Bruyne. Og den danske landsholdsangriber sparkede sikkert bolden i nettet.
Med målet nåede Højlund op på 12 sæsonmål i Serie A, og det har kun fire spillere gjort bedre i ligaen. Inters angriber Lautaro Martinez er ligatopscorer med 17 mål.
Napoli sluttede med søndagens sejr i sidste spillerunde på andenpladsen med 76 point. Det var 11 point færre end Inter, der blev mester.
Søndagens kamp bød på et danskermøde, da forsvarsspilleren Thomas Kristensen var med i den første time for Udinese.
Efter ti minutter blev Napoli ramt af en skade til kantspilleren Alisson Santos, og i stedet kom Kevin De Bruyne på banen.
Belgieren viste midtvejs i første halvleg, at han stadig er en sand mester til at slå de afgørende afleveringer.
Samtidig viste Højlund sin fart og målnæse og scorede for anden spillerunde i træk.
Kort før pausen udgik Napolis midtbanespiller Stanislav Lobotka med en skade, og det symboliserede meget godt den sæson, som Antonio Contes tropper har haft.
Et væld af skader har i lange perioder præget Napolis mandskab, og de mange fraværende nøglespillere gjorde det undervejs svært for holdet at konkurrere i tre turneringer.
Det lykkedes dog trods skaderne at vinde sæsonens sidste kamp, og efter 64 minutter blev Udinese reduceret til ti mand, da forsvarsspilleren Christian Kabasele fik rødt kort.
Det gjorde det noget nemmere for Napoli at køre sejren i hus, selv om Udinese lurede på sin chance for at udligne.
/ritzau/