Rasmus Højlund udlever sin drøm.
For med en kæmpekontrakt hos sin favoritklub, Manchester United, og en rolle som stjerne på det danske landshold, er der ikke ret meget, der er gået galt for angriberen i 2023.
Og derfor har den 20-årige dansker da også nogle gange svært ved helt at forstå, at han er havnet på den hylde i så ung en alder.
Især når han render rundt med den engelske storklubs logo på brystet.
»Jeg fanger mig selv i at kigge ned på logoet på trøjen nogle gange. Men fodbold er fodbold, og vi har kamp hver tredje dag, så det kan jeg ikke tænke så meget over,« lyder det fra Rasmus Højlund, da han onsdag møder pressen i landsholdslejren i Helsingør.
På trods af et par måneder og flere startpladser for Premier League-giganten, så er der altid ét særligt øjeblik, der minder ham om, at det ikke bare er 'hverdag', som han selv formulerer det.
»Jeg vil altid være stolt af at spille i Manchester United. Og når jeg tager trøjen over hovedet og går på banen, så jeg får jeg da altid et lille boost. Ikke sådan følelsesladet, men I ved, når man tænker: 'Jeg er her',« forklarer danskeren.
Mens Rasmus Højlund har fået en mere end godkendt start i det engelske med blandt andet mål i Champions League, så står klubben midt i en kæmpe krise.
En placering som nummer 10 Premier League og to nederlag i Champions League har nemlig resulteret i en forfærdelig sæsonstart for storklubben.
Noget, der da også har påvirket spillerne, erkender den danske stjerne.
»Når man ikke vinder, så skal man være skuffet. Især når man er Manchester United. Vi har jo ikke vundet så mange kampe. Det er ikke, fordi man hænger med hovedet, for vi skal kigge fremad hele tiden, men vi skal være skuffede,« forklarer Højlund og tilføjer:
»Jeg er godt klar over, at resultaterne ikke har været helt så gode, men jeg er sikker på, at vi nok skal få gang i den efter landskampspausen.«
Rasmus Højlund har indtil videre scoret tre mål i Manchester United-trøjen. Alle tre i Champions League.