Rasmus Højlund er ét stort smil for tiden.

Den danske landsholdsstjerne har nemlig fået styr på tilværelsen uden for fodboldbanen.

Siden sommerens skifte til Napoli har angriberen ellers boet alene. Men det er slut nu.

For Højlunds kæreste, Laura Søndergaard, er for nylig flyttet ind hos danskeren i den italienske storby.

Det fortæller han til B.T.

»Min bedre halvdel er lige flyttet ned til mig, og hun trives,« lyder det fra Napoli-spilleren.

Rasmus Højlunds kæreste, Laura Søndergaard, er flyttet med til Italien.
Rasmus Højlunds kæreste, Laura Søndergaard, er flyttet med til Italien. FOTO: IMAGO/Ritzau Scanpix

Kæresteparret boede egentlig sammen i Manchester, da Rasmus Højlund trak United-trøjen over hovedet.

Men livet sammen i det italienske måtte dog lade vente på sig i et par måneder.

Én af årsagerne var blandt andet, at det er en stor omvæltning at flytte til et helt nyt land, hvor man ikke kan tale sproget.

»Hun vil selvfølgelig gerne have et arbejde og sådan nogle ting. Men det er bare noget sværere i Italien, end det er i England. I Italien skal man lære sproget. Sådan er det bare,« fortæller Rasmus Højlund.

Rasmus Højlund blev i sommer udlejet til Napoli.
Rasmus Højlund blev i sommer udlejet til Napoli. FOTO: Ciro De Luca/Reuters/Ritzau Scanpix

For angriberen er det nemlig altafgørende, at kæresten trives de steder, han ender med at spille i løbet af karrieren.

»Det fylder alt, at ens bedre halvdel har det godt det sted, man er. Hvis ikke hun og familien trives, så er det svært at fokusere på andet. Så er der for mange forstyrrelser,« siger han og fortsætter:

»Så ja, det er noget, jeg tænker over, mens jeg er til træning, hvis ikke hun har det godt. Sådan tror jeg, det er for de fleste spillere. Man skal have sat nogle rammer op, som virker og fungerer.«

Ifølge Rasmus Højlund er det desuden vigtigt, at det hele ikke føles unaturligt, når der skal opbygges nye venskaber i et nyt land.

»Nogle gange ses spillernes kærester jo med hinanden, men det kan også blive unaturligt en gang i mellem, hvis de bare skal bruge tid med hinanden, fordi deres kærester spiller på samme hold,« afslutter han.

Danmark møder lørdag aften Belarus på hjemmebane i Parken.

Tirsdag venter den sidste kamp i VM-kvalifikationen, når Højlund og co. gæster Skotland.