
Maverne hos danske roligans afgiver sikkert nogle spændende lyde i disse timer.
Fordi det er en forbudt-for-børn-gyser, der venter tirsdag aften i Prag - hvor vinderen mellem Danmark og Tjekkiet bliver belønnet med den sidste tilbageværende VM-billet.
Den danske angrebsstjerne Rasmus Højlund erkender, at der virkelig er nerver på.
»Nu er det ikke fordi, at jeg er mega-gammel. Men jeg har alligevel spillet en del fodboldkampe på højt niveau og har prøvet at stå i lignende situationer. Men det her er en kæmpe kamp, og der vil være nerver,« fortalte han til pressemødet mandag eftermiddag.
Men den 23-årige angriber finder ro, når han kigger rundt på landsholdskammeraterne.
»Jeg synes, at der har været en helt ufattelig god sult og et fokus på den her opgave - som jeg ikke har set før.«
»Det giver mig en kæmpe ro i maven,« siger den danske Napoli-stjerne.
Kampen mellem Danmark og Tjekkiet skydes i gang tirsdag klokken 20.45. Og du kan følge hele dramaet før, under og efter her på bt.dk.

