Rasmus Højlund udnyttede to assister fra Kevin De Bruyne, da Napoli slog Sporting med 2-1.
Landsholdsangriber Rasmus Højlund blev onsdag den helt store helt for det italienske mesterhold Napoli.
Med to mål sikrede han syditalienerne en 2-1-sejr over landsholdskollega Morten Hjulmand og Sporting i Champions League, hvor begge hold nu har tre point efter to kampe.
Begge gange udnyttede Højlund oplæg fra den belgiske kreatør Kevin De Bruyne, der ligesom danskeren er en sommertilgang fra Premier League.
Den arbejdsomme dansker var på pletten første gang efter 36 minutter, da han i en omstilling fik bolden stukket dybt af den tidligere Manchester City-stjerne.
Højlund løb fra et par Sporting-spillere og fandt alene med Rui Silva en vej gennem keeperens ben.
Hjulmand og Sporting bidrog ikke med alverden offensivt i første halvleg, men i anden halvleg trykkede gæsterne fint på, og efter en time gav presset en 1-1-udligning ved colombianske Luis Suarez på straffespark.
Napoli havde brug for nye kræfter, men cheftræner Antonio Conte beholdt Højlund og De Bruyne på banen, og det gav i den grad pote.
Efter 79 minutter smækkede belgieren således bolden ind i hovedet på danskeren efter en hjørnesparkskombination, og så kogte Stadio Diego Armando Maradona af glæde over den nye angriber i lyseblåt.
Højlund har med træfferne scoret tre mål i fem kampe, siden han skiftede til klubben fra Manchester United på en lejeaftale.
At målene rakte til sejr kan han i nogen grad takke keeper Vanja Milinkovic-Savic for. I slutminutter klarede serberen nemlig et meget nærgående hovedstødsforsøg fra Hjulmand.
/ritzau/