Massimiliano Allegri erstatter Antonio Conte som cheftræner for Napoli i Serie A.

Det oplyser den italienske fodboldklub, som har den danske landsholdsangriber Rasmus Højlund i truppen, på sin hjemmeside.

Allegri får en kontrakt frem til sommeren 2029.

Senest var Allegri cheftræner i AC Milan, hvor han dog blev fyret i den forgangne sæson.

Conte meddelte i maj, at han takkede af i Napoli efter to sæsoner i klubben, som han førte til det italienske mesterskab i 2025. Napoli blev senest nummer to i Serie A.

- Det har været en ære, virkelig noget særligt at træne Napoli. Det har været to fantastiske sæsoner og en enestående oplevelse. Det var min beslutning.

- Jeg fortalte formanden det for nogle uger siden. Napoli vil altid være mit hjem, sagde Conte om sin beslutning i maj.

58-årige Allegri har allerede en ganske gloværdig trænerkarriere bag sig. Det er i alt blevet til seks Serie A-titler. Fem af dem er vundet med Juventus, mens han også har ført Milan til et enkelt italiensk mesterskab.

Højlund var i sidste sæson udlejet til Napoli fra Manchester United, og danskeren var fast mand i Napolis angreb hele sæsonen. Danskeren er nu i Napoli på en permanent aftale.

Siden afslutningen af den seneste sæson har 9 ud af 20 klubber i Serie A skiftet ud på trænerposten. I Milan er portugiseren Ruben Amorim, der har en fortid i Manchester United, eksempelvis hentet ind.

RITZAU