Der er 11 års forskel på dem, men de hænger stadig ud sammen. 

I hvert fald en gang imellem.

For de to danske Manchester United-stjerner, Rasmus Højlund og Christian Eriksen, ses nemlig privat, når der ikke lige er træning eller kamp på programmet i den engelske storklub.

Det fortæller 20-årige Rasmus Højlund, da han onsdag møder pressen i landsholdslejren i Helsingør.

Fra venstre: Christian Eriksen, Rasmus Højlund og Simon Kjær under landsholdstræningen i Helsingør.
Fra venstre: Christian Eriksen, Rasmus Højlund og Simon Kjær under landsholdstræningen i Helsingør. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Vi hygger os rigtig meget. Jeg har været hjemme hos Christian og mødt hans familie. Det er bare rart at have en anden dansker i klubben. Nu var jeg så heldig, at jeg også havde det i Atalanta,« forklarer United-angriberen, inden han trods alt stikker lidt til sin klubkammerats alder:

»Det giver noget ekstra. Sådan er det bare. Jeg tror da også, at Christian synes, det er hyggeligt. Han kan give mig nogle erfarne råd, og så kan jeg trække ham lidt tilbage i det ungdommelige.«

Eriksen forklarede tidligere på ugen, at han har givet sin nye danske holdkammerat nogle råd i forhold til, hvor han kunne bo i Manchester.

Og dem har Højlund tilsyneladende lyttet til.

»Christian har selvfølgelig sagt, at han boede tæt på træningsanlægget, og på den måde kunne vi jo bo tæt på hinanden. Så det fyldte da lidt, og det har jeg vel lyttet til,« lyder det videre fra angriberen.

Mens Manchester United har fået en forfærdelig sæsonstart, så har Rasmus Højlund dog allerede scoret tre mål for 'De Røde Djævle'. 

Alle tre i Champions League.