Rasmus Højlund blev søndag matchvinder for Napoli i en 2-1-hjemmesejr over Genoa i den bedste italienske fodboldrække.
Et kvarter før slutfløjt scorede den 22-årige dansker sejrsmålet for de regerende italienske mestre.
Napoli-træner Antonio Conte havde forinden overvejet at tage Højlund ud på bænken, afslører danskeren over for tv-platformen DAZN.
- Jeg tror, at han spurgte mig, om jeg var træt, og om jeg kunne spille videre.
- Jeg svarede, at energien var god, og jeg stadig var frisk. Så jeg svarede: Ja, lad mig bare spille, siger Rasmus Højlund.
Det var anden kamp i træk, at danskeren blev helten for Napoli. Tidligere på ugen scorede Højlund begge mål i klubbens 2-1-sejr over portugisiske Sporting i Champions League.
- Det er min opgave, og det er holdets opgave at vinde så mange kampe som muligt.
- Derfor er det vigtigt fortsat at arbejde hårdt, restituere og fokusere på den næste kamp, siger Rasmus Højlund til DAZN.
Danskeren har været igennem lidt af en omvæltning, efter at han i begyndelsen af september blev udlejet til Napoli fra engelske Manchester United for den igangværende sæson.
Højlund havde ikke udsigt til den store spilletid i United, efter at klubben havde hentet nye angribere i sommerens transfervindue. I Napoli er der blevet satset på ham fra start.
Efter sejrsmålet mod Genoa delte Højlund et opslag på det sociale medie Instagram, som hans følgere straks tolkede som en henvisning til skiftet fra United til Napoli.
- Åbenbart kræver det to til en tango, skrev Højlund i opslaget, der er ledsaget af et foto, hvor han fejrer søndagens scoring.
Rasmus Højlund er i den næste uges tid samlet med det danske landshold, der torsdag møder Belarus i VM-kvalifikationen. Belarus har til kampen hjemmebane i Ungarn. Søndag gælder det Grækenland i København.
/ritzau/AFP