Diego Maradonas trøje er netop blevet solgt for 62,7 millioner kroner, fortæller BBC.

Det er dermed den højeste pris for en trøje, der har været brugt i en sportsbegivenhed, fortæller mediet, efter trøjen blev solgt onsdag aften.

Der er dog også tale om lidt af et klenodie, for det var i denne trøje, hvor den argentinske trold scorede med 'Guds hånd'.

Det meget kontroversielle mål faldt i 1986 mod England, og efter kvartfinale-opgøret byttede den engelske midtbanespiller Steve Hodge sig til trøjen.

I lang tid nægtede han at sælge den, men denne onsdag skete det så alligevel – godt halvandet år efter Maradonas død.

Auktionshuset Sotheby havde estimeteret , at den ville gå for omkring 35 til 53 millioner danske kroner, men det tal blev altså overgået i stor stil. Det forstår de egentlig godt.

»Det er uden tvivl den mest eftertragtede fodboldtrøje, der nogensinde har været på auktion, så det er kun passende, at den får rekorden inden for den kategori,« siger Brahm Wachter fra Sotheby.

Tidligere tilhørte rekorden for den dyreste sportstrøje en vis Babe Ruth, der er legendariske inden for baseball. Hans Yankees-trøje gik for 40 millioner i 2019.