Pierre-Emile Højbjerg sikrede Tottenham førsteplads i gruppe D. Også Jesper Lindstrøm og Frankfurt er videre.
Såvel Jesper Lindstrøm som Pierre-Emile Højbjerg er med, når Champions League efter nytår går ind i sin knockoutfase.
Højbjerg blev endda matchvinder og sikrede Tottenham en 2-1-sejr over Marseille. Målet gav Tottenham gruppesejren på en stor dansk aften i den ultratætte gruppe D.
Med kampens sidste spark bankede Højbjerg bolden utageligt i nettet bag Pau Lopez i Marseille-målet. Dermed sendte han også de knuste franskmænd helt ud af europæisk fodbold i resten af denne sæson.
Lindstrøms Frankfurt vendte 0-1 til en 2-1-sejr i Lissabon over Sporting, der må trøste sig med en chance i Europa League efter nytår.
Arthur Gomes' scoring gav Sporting en føring ved pausen, hvor Frankfurt-træner Oliver Glasner hev en uheldig Lindstrøm ud og tilsyneladende fandt den rette opskrift.
Tyskerne var klart bedst i anden halvleg. Daichi Kamada udlignede på straffespark, og 18 minutter før tid skabte Randal Kolo Muani vild jubel, da han hamrede bolden i nettet til 2-1.
I Marseille fortsatte Tottenham traditionen med at komme langsomt fra start i kampene.
Gæsterne fra London var helt ved siden af sig selv i første halvleg, hvor man stort set ikke var fremme i Marseilles straffesparksfelt.
Franskmændenes føringsmål ved Chancel Mbemba var helt i tråd med kampforløbet.
Men med kniven for struben vågnede englænderne omsider, og stopperen Clément Lenglet udlignede ni minutter efter sidebyttet med et perfekt timet hovedstød.
Den karantæneramte Tottenham-manager Antonio Conte måtte overvære kampen fra tribunen. Her kunne han se sit hold være under pres i slutfasen.
Den tidligere Arsenal-spiller Sead Kolasinac burde have sikret Marseille sejren tre minutter før tid, men headede forbi mål fra tæt hold.
Det var, som om afbrænderen tog farten lidt ud af franskmændenes afslutningspres, og i stedet gik det helt galt i fem minutters overtid.
Pierre-Emile Højbjerg modtog bolden fra Harry Kane og stormede frem ad banen. Fra kanten af feltet høvlede han bolden i mål, og umiddelbart efter fløjtede dommeren kampen af.
/ritzau/
Genoplev hele den dramatiske Champions League-aften i LIVE-bloggen her: