Olympique Marseille har etableret sig som førsteudfordrer til suveræne Paris Saint-Germain i Frankrig.
Sideløbende med deltagelsen i Champions League har storklubben fra det sydlige Frankrig budt hovedstadsklubben op til dans og er i denne sæson indtil videre kun to point efter PSG i tabellen.
En stor del af æren skal gå til cheftræner Roberto De Zerbi, mener den danske midtbanespiller Pierre-Emile Højbjerg og rangerer italieneren på højde med tidligere chefer i Bayern München og Tottenham.
- Med alt det pres og den opmærksomhed, der er i fodbold, er det sjældent, man møder en med et lige så stort hjerte som vores træner.
- Jeg har spillet under Antonio Conte og Pep Guardiola med flere, og det er ekstraordinære mænd, men jeg vil uden at tøve sidestille Roberto De Zerbi med dem, siger Højbjerg ifølge uefa.com.
Marseille har onsdag besøg af Atalanta i Champions League, og efter smalle nederlag til Sporting og Real Madrid samt en sejr over Ajax er Højbjerg og kompagni presset til at lave et resultat.
- Vi ville gerne have haft ni point på nuværende tidspunkt, men i forhold til vores præstationer ved vi, at vi har noget at byde på i Champions League.
- Vi skal forbedre os og justere på visse ting, og alle er klar på at give alt og hæve vores niveau, siger danskeren.
De Zerbi overtog trænersædet i Marseille i sommeren 2024 og blev i sin første sæson nummer to i Ligue 1. Tidligere har han været cheftræner i Brighton, Shakhtar Donetsk og Sassuolo.
/ritzau/
