Det føltes som en sejr, og Danmark viste karakter, men det er også grund til bekymring.

Det var budskaberne fra Pierre-Emile Højbjerg, der blev sendt på banen, da danskerne var nede med to mål, men også var med til at vende 0-3 til 3-3 i Basel.

»Der var en 'over mit lig'-mentalitet, som gør, at vi får scoret de mål. Det bedste eksempel er målet, som Dalsgaard scorer. Han går ind igennem to mand og en målmand. Det er de færreste, der scorer sådan,« siger Pierre-Emile Højbjerg.

Danmark lignede en groggy bokser, der bare skulle gå kampen ud og tabe stort på point. Men til sidst faldt altså en serie af slag mod Schweiz, og det var den mantalitet, som glædede den danske Southampton-kaptajn.

 (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)
(Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix) Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

»Vi er ovenpå. Vi ved, at vi er svære at slå. Men det er ikke nok. Vi er nødt til at blive ved med at forbedre os og kigge på, hvor tingene kan blive bedre. De hold foran os bliver også bedre. Så hvis vi ikke følger trop, falder vi bagud. Det handler om at blive ved med at udvikle sig, og det handler om at få vores potentiale udfyldt,« siger Pierre-Emile Højbjerg.

Det blev til et enkelt point for Danmark. Men vigtigst af alt plukkede man Schweiz for to point. Derfor er starten på EM-kvalifikationen pludselig godkendt. Det var helt essentielt.

»Spillede vi godt? Ikke specielt. Fortjente vi det? Måske ikke. Men igen er det dna'en, der gør, at vi kommer tilbage. Og så føltes det som en sejr. Det siger jeg også meget ærligt. Det vigtige rent pointmæssigt er, at nu har Irland seks point, så hvis vi havde tabt, havde vi allerede været seks point efter. Og vi ved, at de kommer til Parken med 14 mand i eget felt.«

Danmarks næste kvalifikationskamp er mod netop Irland. Og det er den 7. juni, at de flyver deres forsvar til København.