Da Pierre-Emile Højbjerg som 16-årig skiftede til Bayern München var det med et klart budskab. Førsteholdet i løbet af to-tre år.

Siden fulgte snakken om A-landsholdet. Det var i oktober sidste år.

Pierre-Emile Højbjerg er ikke bange for at melde stort ud, hvilket vel egentlig er en smule udansk. Måske fordi moren er fransk, og han til daglig dribler rundt med store stjerner - og egoer - som Franck Ribery og Arjen Robben.

Men han har i dén grad noget at have selvtilliden i.

Pierre-Emile Højbjerg er i dag 18 år, og delmålene er allerede indfriet. Bundesliga-afslutningen har budt på masser af spilletid på et af verdens bedste fodboldhold. Senest blev det til noget nær fuld spilletid i pokaltriumfen mod Borussia Dortmund. Nu er han med i landsholdstruppen og ser frem til landsholdsdebut mod Ungarn i torsdagens testkamp. Som landstræner Morten Olsen udtrykker det:

- Han er en sportsmand med utroligt store ambitioner, der ikke stiller sig tilfreds med lidt. Han ser hele tiden nye mål.

Pierre-Emile Højbjerg er da heller ikke tilfreds med ’blot’ at være med i truppen.

- Ambitionen er selvfølgelig at spille, siger han med største selvfølgelighed, inden han med endnu større selvfølgelighed afslører ambitionerne for fremtiden i det rød-hvide.

- At komme til slutrunderne og.. det lyder måske lidt sygt, men at vinde en slutrunde med landsholdet.

- Jeg driller lidt dem i klubben og siger, at lige nu er det Belgien og Schweiz, der er på vej frem, men jeg tror på, det om et par år er os, der er på vej frem. Vi har dygtige bærende spillere og dygtige unge spillere. Det er et spændende mix, fortsætter han.

Pierre-Emile Højbjerg er noget særligt. Sådan lød det fra Morten Olsen, da han præsenterede landsholdstruppen for en uge siden. Samme toner lyder fra staben i Bayern München, hvor cheftræner Josep Guardiola jævnligt kaster roser mod midtbanespilleren. Den spanske chef og hans danske lærling har udviklet et særligt bånd.

- Han er en dygtig fodboldtræner. Han har en masse kompetencer, og så er det en bonus, at han som menneske er meget åben og har et stort hjerte og er forstående overfor, hvordan det er at være en ung spiller, fortæller Pierre-Emile Højbjerg, der fik stor støtte under det sygdomsforløb, der for knap en måned siden tog livet af hans kræftramte far. Guardiola engagerer sig i det danske stortalents liv på og uden for banen.

- Det handler om at få det bedste ud af mig. Det er han godt i gang med, siger Højbjerg.

Morten Olsen lovede i går sin unge midtbanespiller debut.

For Pierre-Emile Højbjerg vil det være endnu et skridt på en imponerende karrieretrappe, der med lørdagens mere end 100 minutter i pokalfinalen mod Dortmund foran 70.000 tilskuere nåede sin foreløbige top.

- Det var et højdepunkt i karrieren. Jeg lærte meget af det, og det var et godt skridt på vejen til at gøre noget stort.

Oplevelsen var kulminationen på en udvikling, som han tilskriver sin afdøde far en stor del af æren.

- Han var en af dem i mit liv, jeg har arvet noget af. Jeg har fået overført noget af hans mentalitet og karakter, siger Højbjerg, der gjorde det klart, at han vil dedikere sin forestående debut til sin far, Christian Højbjerg.

Hvad der fremover venter Pierre-Emile Højbjerg i det tyske er endnu usikkert. Rygter om en udlejning, der kan give fast spilletid, har løbene floreret. Med en stærk sæsonafslutning kan det dog meget vel blive til endnu en sæson i Bayern München.

- Jeg har fået sat et godt aftryk og et stempel på, at man godt kan stole på mig. Jeg har vist, at jeg også på højeste plan har noget at sige, siger Højbjerg og fortsætter:

- Det bedste er, at jeg selv kan få lov at bestemme, hvad jeg vil.

Hvad er det?

- Den tager jeg med min træner.

Først gælder det landsholdet.