Pierre-Emile Højbjerg og Morten Hjulmand er begge en del af den danske midtbane mod Wales.

Victor Froholdt starter til gengæld ude og gør plads til Gustav Isaksen. Det er eneste danske ændring i forhold til torsdagens 2-3-nederlag mod Norge.

Det fremgår af den startopstilling, der er blevet offentliggjort godt en time, før opgøret mellem Danmark og Wales sparkes i gang klokken 18.00.

Højbjerg gav efter nederlaget mod Norge udtryk for, at han og Hjulmand minder for meget om hinanden, og at samarbejdet ikke fungerede optimalt.

Det undskyldte han for fredag og slog fast, at de to sagtens kan spille sammen, hvilket også landstræner Brian Riemer har slået fast.

Det kommer til at stå sin prøve mod Wales søndag. Hjulmand og Højbjerg har spillet sammen i indtil videre 22 landskampe. De har resulteret i ti danske sejre, seks uafgjorte og seks nederlag.

Danmarks startopstilling ser ud som følger (4-3-3):

Filip Jørgensen - Rasmus Nissen Kristensen, Joachim Andersen, Oliver Provstgaard, Joakim Mæhle - Morten Hjulmand, Pierre-Emile Højbjerg, Mikkel Damsgaard - Gustav Isaksen, Rasmus Højlund, Patrick Dorgu.

Følg braget i Parken i B.T.s LIVE-blog lige her.

RITZAU