Stemningen har været på kogepunktet omkring landsholdet de seneste to døgn.

For Pierre-Emile Højbjergs bombastiske udtalelser om, at han og Morten Hjulmand ikke fungerer sammen på midtbanen, har stjålet adskillige overskrifter, siden han stod foran mikrofonerne torsdag aften efter nedturen i Norge.

Du kan se de eksakte ord i videoen øverst i artiklen.

Fredag fortrød han sine udtalelser på Instagram – inden han rettede ryggen og stillede sig foran DR Sportens kamera.

Her erkendte han, at han havde lavet en fejl – og at han er stået til ansvar for den bommert, han begik.

Både over for holdkammerater og landstræneren, Brian Riemer.

Pierre-Emile Højbjerg spillede hele kampen i 2-3 nederlaget mod Norge. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Men anføreren afslørede også en særlig samtale med sagens anden hovedperson: Morten Hjulmand.

»Jeg skulle fortælle ham, der intet personligt var i det. Der er intet i klemme dér, og det ved han også godt (...) Det blev taget fint imod, og vi endte med at stå og snakke næsten en halv time om alt mulig andet også,« lød det fra Pierre Emile-Højbjerg.

Landstræner Brian Riemer blev også spurgt ind til sagen ved et pressemøde lørdag, hvor emnet fyldte alt. Det kan du læse mere om her. 

Inden Højbjergs undskyldning fik dramaet også B.T.s sportsredaktør Lasse Vøge til at stille spørgsmålstegn ved, om Marseille-midtbanemanden er den rigtige anfører for det danske landshold.

Danmark møder Wales søndag aften i Parken. Et opgør, du selvfølgelig kan følge på bt.dk.