Sendte han lige et klart hint om klub-fremtiden?
Den danske landsholdsspiller Pierre Emile-Højbjerg står ved en skillevej i karrieren. Efter et par succesfulde sæsoner i Southampton skal han denne sommer videre i karrieren.
Flere Premier League-klubber lurer ifølge engelske medier på den 24-årige dansker. Manchester City, Everton og Tottenham er blevet nævnt.
Og hvem foretrækker Pierre-Emile Højbjerg så? Det giver han måske selv et fingerpeg om inde på det sociale medie Twitter.


For Højbjerg har 'liket' følgende tweet fra den tyske journalist Florian Plettenberg, der har ekspertise i danskerens tidligere klub Bayern München:
»Ifølge mine informationer er Tottenham den klub, som Højbjerg ønsker at skifte til denne sommer,« skriver Plettenberg og får altså et like med på vejen fra hovedpersonen selv.
Pierre-Emile Højberg har efterfølgende været inde og fjerne sit like fra tweetet.
Southampton kræver angiveligt 25 millioner pund for danskeren - og ifølge flere engelske medier har Tottenham indtil 'blot' budt 15 millioner pund.