Der er intet at sige til, hvis Pierre-Emile Højbjerg har en lidt øm krop, når han vågner torsdag morgen.

Tottenham-spilleren krigede den som besat i en hård fysisk duel mod Belgien i Nations League-kampen onsdag aften, og han fik igen af samme skuffe. Men det gik aldrig over stregen, forklarede han efter kampen.

»Jeg vil kalde det intenst. Jeg har kun et ord til det: Vindere. Jeg vil sige, at jeg er en vinder. Og jeg ved, at de belgiske spillere også er vindere. Og når vindere møder hinanden, går det ikke altid stille for sig,« siger den danske landsholdsspiller og tilføjer:

»Jeg har stor respekt for de belgiske spillere - ikke kun på deres landshold, men også på klubberne rundt omkring i Europa. De gør det godt og viser, at selvom de er fra et mindre land, har de stadig en god fodbolduddannelse. Mange lande kigger på Belgien som rollemodel for, hvordan man udvikler spillere og uddanner spillere - ikke kun teknisk, men også mentalt og fysisk,« lyder det fra Højbjerg, der ser frem til revanche, når EM bliver skudt i gang til sommer:

»Jeg ville elske at slå dem, men det må jeg vente et halvt år med at gøre. Jeg har stor respekt for deres gruppe af spillere.«

Tottenham-profilen er også stolt over at være sluttet to'er i Nations League-gruppen med stærke øvrige nationer som England og Island.

»Stor anerkendelse til gruppen. Stor anerkendelse til træneren. Vi slutter med 10 point i en gruppe, som er a-seedning i Nations League - det vil sige blandt de bedste i Europa. Jeg tror, vi ligger nummer otte blandt europæiske lande, og vi kvalificerede os til første seedningslag i VM-kvalifikationen,« lyder det fra Pierre-Emile Højbjerg.

Belgien vandt gruppefinale-kampen mod Danmark med 4.2.