Pierre-Emile Højbjerg har i de seneste tre sæsoner været en fast mand og profil på Tottenhams hold, men i denne sæson er det endnu ikke blevet til en fuld kamp for Spurs. 

Den nye manager Ange Postecoglou, der har ført klubben til tops efter de første otte runder af Premier League, ser andre veje end danskerens, og der er ingen samtaler om, hvad det er, som Pierre-Emile Højbjerg. 

Det fortæller han søndag i landsholdslejren, da B.T. vil høre ind til de to personers dialog om situationen. 

»Den dialog skal jeg være ærlig at sige, den er der ikke. Min tilgang til det er at holde fokus på det, jeg kan gøre noget ved og hjælpe holdet, hvis der bliver kaldt på mig. At jeg holder snuden i sporet,« siger Pierre-Emile Højbjerg og tilføjer: 

Højbjerg er ikke længere fast mand i Tottenham. 
Højbjerg er ikke længere fast mand i Tottenham.  Foto: Vince Mignott/EPA/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Da jeg spillede lidt mere, havde jeg ikke behov for, at der var én, som kom hver dag og pegede fingre ad mig eller klappede mig på skulderen. Det har jeg ikke behov for. Så det gør mig egentlig ikke så meget.«

»Det er egentlig rimeligt simpelt fra min side, at jeg bidrager med, hvad jeg kan, og det er ikke mig, der vælger holdet, jeg skal gøre mit for at gøre det svært for træneren,« forklarer Højbjerg. 

Tottenham fører Premier League på en bedre målscore end Arsenal, og mandskabet har endnu ikke tabt i denne sæson. 

»Vi spiller en ny form for fodbold, end vi gjorde sidste år, og vi har fået et nyt trænerteam. Tingene fungerer rigtig fint, vi ligger rigtig godt til i ligaen, selv om vi kun er kort inde i ligaen og har gang i en rigtig god udvikling.« 

»Det er klart, at jeg ikke har spillet så meget, som jeg har været vant til i Tottenham, men det er også noget, man tager med og må acceptere og lære af. Og forstå, hvad man kan gøre ved det.« 

Før Pierre-Emile Højbjerg tager tilbage til sin klub, skal han lige have overstået tirsdagens landskamp mod San Marino. 

Andre læser også