Fredag 25. oktober 2019 er en dag, som Southamptons spillere og fans sent vil glemme – og ikke for det gode.

For Southampton med de to danskere Jannik Vestergaard og Pierre-Emile Højbjerg i truppen blev på hjemmebane sablet ned med 9-0 af Kasper Schmeichels Leicester.

Det er en tangering af det største nederlag i Premier Leagues historie og det største nogensinde for et hjemmebanehold.

Efter kampen stillede Pierre-Emile Højbjerg sig i rollen som anfører for holdet til rådighed for pressen.

I et interview, der er lagt op på Twitter, beklager en følelsesladet Højbjerg over for fansene.

»Hvis jeg snakker fra hjertet, går det galt. Derfor må jeg tænke som en anfører, der står i holdets tjeneste, og sige, at det eneste, der betyder noget fra nu af, er, hvordan vi præsterer fremadrettet,og vi må aldrig nogensinde lade sådan noget her ske igen,« siger Pierre-Emile Højbjerg og fortsætter:

»Jeg har egentlig ikke lyst til at snakke, jeg har ikke lyst til… Jeg kan kun undskylde. Det er meget pinligt, og det er svært for hele holdet, men vi er de eneste, der skal holdes ansvarlige,« siger en meget berørt Pierre-Emile Højbjerg.

Kampen startede på værst tænkelig vis for Southampton, da de først kom bagud med 0-1 efter 10 minutter, hvorefter Ryan Bertrand fik direkte rødt kort for en grov tackling blot to minutter senere.

Det blev startskuddet til en decideret nedslagtning, og ved halvleg stod kampen 0-5 til Leicester.

»Jeg ved ikke, hvad jeg ellers skal sige… Jeg kan kun undskylde,« slutter Højbjerg af.

Southamptons næste chance for at rejse sig bliver svær. På tirsdag møder de nemlig selveste Manchester City på udebane i EFL Cuppen.

Southampton ligger lige nu til nedrykning fra Premier League i kraft af deres 18.-plads i tabellen.