Et drømmemål. Og alligevel skuffet.

Det blev facit for Pierre-Emile Højbjerg mandag aften, da hans Southampton måtte nøjes med 2-2 mod Brighton.

»Først og fremmest er alle meget skuffede. Når man er foran 2-0 hjemme mod Brighton, skal man fuldføre det og vinde,« sagde danskeren efter Premier League-kampen:

»Det gjorde vi ikke, og det er meget skuffende. Og det er endnu mere skuffende, når man ved, at vi gjorde gode ting i kampen – vi havde mange gode øjeblikke – og det var en god aften at være Southampton-supporter lige indtil det sidste.«

En skuffet dansker.
En skuffet dansker. Foto: HANNAH MCKAY
Vis mere

Allerede efter godt en halv time bankede Pierre-Emile Højbjerg bolden i kassen til 1-0, og det blev altså også 2-0 til hjemmeholdet, inden gæsterne udlignede i sidste minut.

Med det uafgjorte resultat hænger Southampton dermed i den nederste halvdel med fem point for de første fem kampe.

»Når du vil være seriøs, og når du vil være deroppe, hvor der er noget at spille for i Premier League, må man ikke lade sådan nogle kampe glippe eller miste point på den her måde,« sagde Pierre-Emile Højbjerg efter kampen.

Også Jannik Vestergaard spillede hele kampen for Southampton.