'Mit første hattrick! Josephine Siw, jeg elsker dig.'
Sådan skriver landsholdsanfører Pierre-Emile Højbjerg i et Instagram-opslag, hvor han deler en meget glædelig nyhed sammen med sin hustru.
På billedet kan man se, hvordan Marseille-spilleren sammen med datteren, Rosa, og sønnen, Theo, kigger ned på familiens nye femte medlem.
Så selv om 29-årige Pierre-Emile Højbjerg ikke har prøvet at nette tre gange i samme kamp før, kan han nu stolt kalde sig for far til tre.
Det er væltet ind med lykønskninger på Instagram-opslaget.
'Sådan Pierre. Tillykke med hattricket,' skriver landsholdskollegaen Rasmus Højlund. 'Yiiiiihouuu,' kommenter den franske landsholdsspiller og holdkammerat til Højbjerg i Marseille, Adrien Rabiot.
Det kører altså for Pierre-Emile Højbjerg både i privaten, men også på grønsværen i Frankrig.
Her er han blevet en afgørende figur på et Marseille-mandskab, der i skrivende stund ligger nummer to i Ligue 1.
29-årige Højbjerg er udlånt fra Tottenham til den franske storklub for resten af sæsonen.