Per Colstrup Vinkel sov ikke resten af natten, da han klokken 4.30 natten til torsdag blev vækket af sin datter og kastede et kortvarigt blik på sin telefon.
Nyheden om Lars Høghs død tonede frem på telefonens display, og siden har han altså ikke sovet.
»Selvom jeg ikke kender ham personligt, så ripper det op i gode minder. Det gør ondt,« forklarer Per Colstrup Vinkel.
»Det var et punktum, der blev sat. Jeg skulle aldrig have kigget på den telefon i nat.«
Per Colstrup Vinkel er vokset op i Odense-bydelen Bolbro. Ganske kort fra Odense Stadion, som han ofte har besøgt som barn, som ung og som voksen.
Han var selv aktiv på fodboldbanen som barn, og som tiårig skiftede han til OB.
»Han (Lars Høgh, red.) var der altid. Og vi så op til ham,« husker Per Colstrup Vinkel.
Han har mange gode minder om den fynske fodboldmålmand. Blandt andet husker han, hvordan han og hans holdkammerater, som miniputter, ofte var boldbørn på stadion.
»Vores træner sagde til os, at det handlede om at give spillerne bolden hurtigt, men 'når Lars siger noget til jer, så skal I gøre, hvad han siger'. Det siger noget om den leder, han var.«
Og når dommeren så havde fløjtet kampen af, og miniputspillerne sad i omklædningsrummet, så kom Lars Høgh altid og takkede dem for indsatsen.
»Tak for i dag, drenge,« lød det.
»Det siger jo noget om, at han er en mand med begge ben solidt plantet i den fynske muld.«
Et andet eksempel på Høghens jordforbindelse, var – ifølge Per Colstrup Vinkel – den måde, Høghen ankom til træning på.
»Han kom jo aldrig kørende til træning i en stor bil. Han kom cyklende eller gående. Det var det signal, han sendte: Man skulle ikke tro, man var noget, bare fordi man var en god fodboldspiller.«
Per Colstrup Vinkel husker en anden episode, hvor han som barn var på fodboldskole i Fjordager sammen med fodboldbørn fra hele byen.
På fodboldskolens sidste dag får de til frokost at vide, at Lars Høgh kommer, og at alle børn skal sparke et straffespark på den fynske fodboldmur.
»Jeg husker bare, at han stod i det mål der, og alle vores forældre var kommet.«
»Vi var jo stolte over at få lov at sparke på en mand, som på alle ledder og kanter var symbolet på alt det, vi så op til.«
Den dag i dag står oplevelsen lysende klar for Per Colstrup Vinkel. Og han husker sparket i detaljer: en elendig vrist, der hopper og danser på det ujævne græs og går stolpe ud.
Og reaktionen fra Lars Høgh faldt prompte.
»Det var dæleme et godt spark, jeg var helt væk, jo!« lød det på syngende fynsk.
»Hans italesættelse af, hvor fantastisk det var, at vi turde sparke på ham, en professionel målmand, var helt særlig.«
Per Colstrup Vinkel beskriver, hvordan fodboldskolebørnene den sommerdag tog hjem fra Fjordager med en følelse af at have braget bolden i kassen, uanset hvor ringe de var.
»Takket være et smil, en opmuntrende kommentar og en autograf fra vores alle sammens Høgh,« fortæller han og slutter af.
»Tak, bare tak, Lars.«