Hjulmands nye liv: Vild luksus i Madrid
Landsholdsspilleren lever drømmen – afslører nyt liv i storbyen.

Landsholdsspilleren lever drømmen – afslører nyt liv i storbyen.

Morten Hjulmand er ét stort smil.
Og det forstår man godt.
For det kører for den danske landsholdsspiller.
Tidligere på året blev han far for første gang. Og i sommer fik han sin store fodbolddrøm opfyldt, da han skrev under med mægtige Atlético Madrid.
Og netop derfor lever han, hustruen og datteren da også lidt af et luksusliv i den spanske hovedstad.
Det siger han i et interview med B.T.

»Jeg er rigtig glad for tilværelsen,« lyder det fra midtbanekrigeren, inden han fortsætter:
»Det var jo en stor drøm, der gik i opfyldelse for mig, i forhold til at komme til den klub og den by. Vi er faldet rigtig godt til.«
Danskeren er blot 27 år, men det er allerede den fjerde klub, han repræsenterer i udlandet.
Først Admira Wacker i Østrig. Så Lecce i Italien. Derefter Sporting i Portugal. Og altså nu Atlético Madrid.
Og det er ikke nogen tilfældighed, at de fleste af årene er foregået på varme breddegrader.
»Spanien har jo lidt det samme klima som Italien og Portugal. Og det kan vi godt lide. Der er masser af sollys og varme temperaturer. Og det giver bare noget positivitet i hverdagen. Noget overskud. Det er et kæmpe plus. Det er derfor, vi elsker at bo sydpå,« forklarer Morten Hjulmand og tilføjer:
»Lissabon var også en stor by, men man kan godt mærke, at Madrid er lidt større. Det har været en lille omvæltning for os, men min hustru og datter er glade. Vi er meget tilfredse.«
»I Madrid kan man eksempelvis tage ud og spise aftensmad sent. Og så lever byen jo bare virkelig. Det tiltaler os meget.«

Indtil videre har den lille familie valgt at slå sig ned lidt uden for den spanske hovedstad.
Men den danske stjerne er bestemt ikke afvisende over for at bo tættere på det pulserende byliv på et senere tidspunkt.
Det er faktisk meget sandsynligt, det kommer til at ske.
»Vi er stadig unge, og vi elsker at være inde i byen. Gå rundt i parkerne. Bruge tid på legepladser. Tage på restauranter. Gastronomien er jo på et meget, meget højt niveau i Madrid,« forklarer han.
Alt imens familien har skullet finde sig til rette i en ny by, har danskeren og hustruen ligeledes skullet vænne sig til rollen som forældre.
En rolle, som landsholdsprofilen elsker mere end noget andet.
»Der er selvfølgelig en masse bekymringer, og man har fået en anden sårbarhed som menneske. Det går tit op for én, at man egentlig ikke selv har nogle problemer i livet i forhold til, hvis ens barn har ét. Så det er en anden tilværelse. Men jeg har aldrig været mere lykkelig,« afslutter Hjulmand.
Danmark møder lørdag aften Portugal på udebane i Nations League.
Du kan følge braget live på bt.dk fra klokken 20.45.