Det er mere end et år siden, at Kasper Hjulmand besluttede sig for at sige ja til jobbet som ny landstræner for Danmark.

Lørdag kom den længe ventede debut så, da Danmark mødte og tabte med 0-2 til Belgien i Parken, men scenen var slet ikke, som Hjulmand havde håbet og troet på.

Parken var nemlig tilskuerløs, og det gjorde oplevelsen som debutant på trænersædet for Danmarks bedste spillere anderledes.

»Det var ikke, som jeg havde forestillet mig eller håbet på,« siger han efter kampen og tilføjer:

»Jeg havde virkelig håbet på et stort fremmøde, og som jeg har været vant til at opleve til landskampe herinde, så jeg havde set frem til den atmosfære. Jeg havde ikke tænkt, at vi ville tabe i den første kamp, men når jeg ser tilbage, har den første uge med drengene været en god oplevelse, og jeg ser frem til næste kamp, og så må vi gøre, hvad vi kan, for at vi kan gøre det bedre,« lyder der fra Kasper Hjulmand.

Den danske landstræner var ikke sen til at anerkende modstanderen, der fik nedkæmpet hans mandskab.

»Vi spillede mod et meget stærkt hold, som er blevet udviklet i lang tid. Det er et mandskab med kvalitet, og de skal have tillykke med sejren. Vi gjorde det svært for os selv i starten af kampen med deres mål, og så er Belgien et meget svært hold at spille op ad bakke mod og nedbryde.«

Hjulmand var dog fint tilfreds med det meste, indtil Belgien mod slutningen af kampen lukkede forestillingen med endnu et mål.

»Vores første halvleg var på mange måder, som vi ville have det. Vi havde intensitet i spillet og og gav dem ikke meget rum. Vi var lidt dårlige på den sidste del af banen, og i anden halvleg tabte vi lidt intensitet og energi. Det andet mål var hårdt for os, og det var ikke de bedste 10-15 minutter, vi sluttede med. Vi får en ny chance mod dem og skal nu gøre vores bedste i den næste kamp for at vinde.«

Danmark møder England på tirsdag i Nations League. Det opgør bliver også spillet i Parken.