Kasper Hjulmands største overraskelse i sin kommende landsholdstrup er, at han ikke har udtaget Martin Braithwaite.

Angriberen, som i dag spiller i den næstebedste spanske række hos Espanyol, er overhalet af andre angribere, og det skuffer den tidligere FC Barcelona-spiller, fortæller Hjulmand.

»Det er aldrig den bedste samtale, når vi skal skuffe folk. Jeg synes, han mere og mere er en ren angriber. Der har jeg tre andre foran ham. Han har ikke ligget rigtigt ude i siden. Vores kantspil har ikke været det bedste. Jeg har gode samtaler med alle spillerne,« siger landstræneren.

Mens Braithwaite fik skidt nyt, var der mere at glæde sig over for Robert Skov og Philip Billing, der er tilbage i Danmarks landsholdstrup til de kommende kampe mod Kasakhstan og San Marino.

Foto: Jack Guez/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

Hverken Robert Skov eller Philip Billing var en del af landstræner Kasper Hjulmands trup til samlingen i september, men begge spillere er startet inde i alle ligakampe for deres to klubber i henholdsvis Bundesligaen og Premier League siden.

Foruden Martin Braithwaite glider også Jens Stryger Larsen, Rasmus Nissen og Nicolai Vallys ud af truppen i forhold til kampene i september.

Thomas Delaney og Mikkel Damsgaard er heller ikke med i truppen, da begge er ukampdygtige på grund af skader.

Derudover er Mohamed Daramy også en del af landsholdstruppen igen. Kantspilleren var ikke en del af den oprindelige trup ved seneste samling, men blev kaldt ind som erstatning undervejs.

Foto: Hamad I Mohammed/Reuters/Ritzau Scanpix
Vis mere

Victor Kristiansen fra Leicester blev også kaldt ind undervejs i den seneste samling, og han er også en del af Kasper Hjulmands udvalgte.

Efter en svingende begyndelse på kvalifikationen ligger Danmark nummer to i EM-kvalifikationsgruppen med 13 point efter seks kampe ligesom Slovenien på førstepladsen.

I foråret skuffede Kasper Hjulmands tropper fælt i anden kamp på udebane mod Kasakhstan, hvor det endte med et nederlag på 2-3 efter en føring på 2-0.

Siden er resultaterne blevet bedre, og ved seneste landsholdssamling i september blev det til to sejre mod henholdsvis Finland og San Marino på 1-0 og 4-0.

Danmark jagter revanche mod Kasakhstan på hjemmebane 14. oktober. Derefter rejser landsholdet sydpå for at møde lilleputten San Marino 17. september.

trup
trup
Vis mere