»Det gik ad helvede til derfra, så nej.«

Hvis der er noget, Kasper Hjulmand ikke vil lade sig fange af, så er det overtro. Det fortalte han allerede efter sejren over Wales, men han gentog det, da Danmark havde spillet sig til EM-semifinalen på Wembley efter en 2-1-sejr over Tjekkiet.

Kasper Hjulmand kom ellers ud til anden halvleg i lige præcis den lykketrøje, som han har vundet så store sejre i med landsholdet. Der var bare en helt anden forklaring end overtro.

»Nej, det var faktisk ikke derfor. Det var, fordi jeg kom ind i pausen, og så sagde spillerne, at de nogle gange troede, at jeg var en spiller. Jeg havde slet ikke tænkt over, at jeg stod i hvidt, og vi spillede i hvidt. Der var nogle, der tog fejl og en gang imellem troede, at det var Mæhle,« siger Kasper Hjulmand og pointerer:

NAOMI BAKER

»Så det var, for at spillerne kunne se forskel på mig og de andre.«

Danmark var ved pausen foran 2-0, men endte med at kæmpe en 2-1-sejr hjem. Det var næppe Hjulmands trøjes skyld, men han kan alligevel ikke helt slippe tanken om, hvad der nu vil ske, hvis han smider trøjen – som havde et hul under armen mod Wales – helt væk.

»Jeg gør altid, hvad jeg kan, for at bryde de mønstre. Hvis jeg fanger mig selv i at starte med at blive lidt overtroisk, gør jeg alt for at prøve at skære det over, for det er noget pjat.«

»Men trøjen var med, og vi vinder igen, så det kan godt være, at den skal med på Wembley, på trods af at jeg gerne vil gøre mig fri af sådan nogle overtroiske ting. Men mon ikke den kommer med på bænken,« siger Hjulmand.

Det gør den nok. Og det er i så fald på onsdag, han skal bruge den, når Danmark altså spiller semifinale i England på selveste Wembley. Der er næppe lige så varmt som i Baku, så måske Kasper Hjulmand har en endnu bedre undskyldning for at have den på i den kamp.