Den 12. juni, hvor Christian Eriksen kollapsede i Parken, er begyndt at spøge igen.

Weekendavisen kunne torsdag fortælle via højtstående anonyme kilder i både DBU og UEFA, at det danske landshold havde mulighed for at spille søndag aften eller mandag middag.

Kasper Hjulmand og landsholdet havde ellers meldt ud, at UEFA kun havde givet dem mulighed for at spille senere samme aften eller klokken 12 søndag dagen efter.

Da B.T. møder ham på Folkemødet, benægter han alle oplysninger, som er kommet frem i Weekendaivsen.

Fik I mulighed for at spille søndag aften eller mandag?

»Nej, der er ikke så meget nyt i sagen. Peter Møller (fodbolddirektør i DBU, red.) har været ude og fortælle, hvad der er at fortælle. Det jeg har sagt hele vejen igennem, er, at der var de to muligheder,« siger Kasper Hjulmand og tilføjer:

»Alle, der var i omklædningsrummet, ved, at dommeren fortalte, at der var de to muligheder.«

Kasper Hjulmand vil ikke forholde sig til anklagerne om, at han vidste, der var de fire muligheder.

Er det forkert det, som Weekendavisen skriver?

»Ja, det er det jo åbenlyst. Der var jo kun de to muligheder. Det er præcis, det jeg har sagt,« siger Kasper Hjulmand.

Men selvom Weekendavisens artikel skulle være forkert ifølge Kasper Hjulmand, så vil han ikke klage eller bede om berigtigelse på artiklen.

»Der er ikke nogen, der kommer frem og siger noget. Hvis der er nogler kilder, der ved noget andet end det, jeg og spillerne fik at vide, så vil jeg meget gerne vide det. Der er i hvert fald ingen af os, der ved det,« siger Kasper Hjulmand.

Men hvis de anonyme kilder skulle finde på at stå frem, så er Kasper Hjulmand frisk på, at han og spillerne får sig en snak med vedkommende.

Indtil da vil han ikke foretage sig noget.

»Jeg synes, det er en underlig sag. Jeg har intet at skjule. Det var det, der skete. Det er jo den objektive sandhed, så der er ikke så meget under solen,« siger Kasper Hjulmand.