Glem alt om smålighed.

Den kommende danske landstræner Kasper Hjulmand håber, at Åge Hareide får den bedst tænkelige afgang, inden han overtager nordmandens landstrænerpost.

Det fortalte Hjulmand ifølge Norddjurs Lokalavis mandag aften, hvor han holdt foredrag i barndomsbyen Auning.

»Ja, jeg håber Danmark bliver europamester. Jeg er ikke landstræner, og jeg har stor respekt for det, som der er gang i nu. Jeg håber, at vi slår Irland og får tre kampe på hjemmebane til EM, og at vi alle står med flag, når Åge Hareide stopper til sommer,« siger Hjulmand.

Foto: Henning Bagger
Vis mere

Den 47-årige træner, som i juni blev annonceret som den næste danske landstræner, har gjort en dyd ud af at holde sig under radaren, indtil han overtager tjansen.

Det gør han efter næste sommers EM, som Åge Hareides landshold ventes at kvalificere sig til. Sker det, venter der landsholdet mindst tre kampe på hjemmebane i Parken.

Når slutrunden er slut, sætter Kasper Hjulmand sig i landstrænerstolen, hvilket har medført kritik, blandt andet fra landsholdslegenden Peter Schmeichel.

I Politiken undrer Schmeichel sig over, at DBU skiller sig af med Hareide, som rider på en resultatmæssig bølge af succes:

Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

»Hvilken retning er det, vi skal i efter Åge? Jeg ved det ikke. Og Hjulmand er overhovedet ikke internationalt erfaren,« siger Schmeichel blandt andet.

Hjulmand svarer ikke direkte på kritikken i sit foredrag, men han siger, at han er bevidst om, at hans gøren og laden for alvor kommer under lup, særligt når han først er indtrådt som landstræner.

Det er han klar og rustet til, men han håber, at der bliver sat en grænse - også på de sociale medier, hvor debatten kan køre af sporet.

»Det er hårdt, det er jeg klar på, med de sociale medier. Min grænse går ved det private. Det skal ikke gå ud over min familie,« siger Hjulmand, som har en fortid som træner i blandt andet FC Nordsjælland, som han førte til et DM-guld i 2012, og Mainz i Bundesligaen.