Morten Hjulmand er flyvende i sin debutsæson i den italienske Serie A.

Den 23-årige midtbanespiller har det som blommen i et æg på oprykkermandskabet Lecce, hvor han ovenikøbet er anfører.

Senest gjorde han sig særdeles godt bemærket i Lecces 2-0-sejr lørdag over Cremonese, hvor Morten Hjulmand med et præcist indlæg sendte holdkammeraten Federico Baschirotto i himlen, da italieneren kunne stige op og heade bolden i mål til stillingen 1-0.

Efter kampen har flere store italienske sportsmedier rost Morten Hjulmand for en fantastisk præstation, hvorfor de godt kan forstå, at »han er jagtet af bedste italienske og europæiske klubber.«

Morten Hjulmand har fået megen ros efter danskerens præstation mod Cremonese lørdag.
Morten Hjulmand har fået megen ros efter danskerens præstation mod Cremonese lørdag. Foto: SIMONE VENEZIA
Vis mere

»Mange af boldene, som han sender afsted, bliver til rent guld. Han er jagtet af de bedste italienske og europæisk klubber – og det er der en god grund til,« skriver Eurosport.it om den hypede dansker.

Den store italienske sportsavis La Gazzetta dello Sport kalder Hjulmands indlæg til 2-0-målet for decideret smukt og Calciomercato har også kun beskrevet den 23-årige midtbanespillers præstation i særdeles positive vendinger:

»Han er hjernen i Lecce og han har en fri rolle til at styre spillet,« skriver det italienske medie, der også havde nydt at se Morten Hjulmands assist til holdkammeraten.

Med sejren går Morten Hjulmand og oprykkerne fra Lecce op på en 14.-plads i Serie A, hvor de nu har hele 10 point ned til nedrykningsstregen i skrivende stund.

Morten Hjulmand har spillet 19 ud af Lecces 21 kampe i Serie A i denne sæson, hvor danskeren har leveret fire assist. Han har kun misset de to kampe på grund af karantæner.