Hvis du googler Danmarks næste modstander i EM-kvalifikationen, Kasakhstan, står der, at det er et land i Centralasien.

Landet ligger så langt østpå, at det grænser op til Kina og tager over syv timer at flyve til. Kun ti procent af Kasakhstan ligger i Europa, men alligevel er det altså en modstander i kvalifikationen på vejen til Tyskland.

Kasper Hjulmand vil ikke offentligt blande sig i, om det er forkert, at et land, der ligger mere i Asien end Europa, skal være en modstander i EM-kvalifikationen.

»Jeg har ikke nogen mening om det. Lige nu er jeg så fokuseret på kampen,« siger Kasper Hjulmand, der efter VM i Qatar har understreget, at han ikke vil tale om de politiske spørgsmål, og at det fyldte alt for meget under skandalen i vinter.

Til gengæld synes landstræneren, at det er knap så fedt, at hans mandskab ligesom til VM-kvalifikationen slutter landsholdsrunden på udebane, mens modstanderne igen har fordel af ikke at skulle rejse:

»Selvfølgelig er der en masse rejseri til Kasakhstan, der spiller to hjemmekampe i træk. Vi prøvede det tidligere med VM-kvalifikationen, hvor vi også altid spillede hjemme, mens andre hold havde bedre lodtrækning i forhold til at spille to kampe i træk samme sted, men det tænker jeg ikke på nu.«

»Jeg tænker på, hvordan jeg skal forberede spillerne og holdet, så vi kan nå vores mål. Det er at vinde kampen, og det har hele mit fokus. Hvad vi skal gøre i kampen,« lyder det fra landstræneren.

Der er cirka 4.000 kilometers afstand mellem Danmark og Kasakhstan. På fodboldbanen skal der være tre point. Og gerne mere end ét mål.