Kasper Hjulmand har igen foretaget en stor udskiftning i sin startopstilling, hvis man sammenligner med fodboldlandsholdets seneste kamp.
Målmand Kasper Schmeichel er i onsdagens VM-kvalifikationskamp på udebane mod Østrig den eneste genganger fra søndagens 8-0-sejr over Moldova.
Resten af startopstillingen består af de spillere, som i sidste uge startede inde i 2-0-sejren ude over Israel, men indledte opgøret mod Moldova på bænken eller tribunen.
Det betyder, at landsholdsanfører Simon Kjær og profiler som Thomas Delaney og Christian Eriksen atter skal gå forrest inde på banen.
For Eriksens vedkommende bliver det et gensyn med Ernst-Happel Stadion i Wien, hvor han i 2010 spillede sin første landskamp.
Landstræneren har på forhånd kaldt udekampen mod Østrig for den sværeste i hele kvalifikationen, men han har også sagt, at Danmark vil gå offensivt til værks for at sikre sejren.
Vinder Danmark for tredje gang på stribe, vil Hjulmands mandskab have maksimumpoint og være fem point foran Østrig efter tre ud af ti spillerunder.
Det vil stille Danmark i en meget gunstig position i forhold til at nå gruppens førsteplads, der giver direkte adgang til næste års omstridte VM-slutrunde i Qatar.
Danmarks startopstilling ser ud som følger (4-3-3):
Kasper Schmeichel - Daniel Wass, Simon Kjær, Andreas Christensen, Joakim Mæhle - Pierre-Emile Højbjerg, Thomas Delaney, Christian Eriksen - Yussuf Poulsen, Jonas Wind, Martin Braithwaite.
Ifølge Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) stiller Østrig op i en 3-4-3-formation. Der er en overvægt af spillere fra Bundesligaen på det østrigske hold.
I front er det eksempelvis den to meter høje stuttgartangriber Sasa Kalajdzic, der skal forsøge at fortsætte sin gode målform. Der er også andre bundesligaprofiler som Marcel Sabitzer, Xaver Schlager og anfører David Alaba i startopstillingen.
Kampen begynder klokken 20.45.
/ritzau/
