Hjulmand har lagt Højbjergs elefantsnak bag sig
Morten Hjulmand ønsker før Portugal-kamp ikke at koge mere suppe på en penibel sag med Pierre-Emile Højbjerg.

Morten Hjulmand ønsker før Portugal-kamp ikke at koge mere suppe på en penibel sag med Pierre-Emile Højbjerg.

Elefanten i rummet.
Sådan betegnede landsholdsanfører Pierre-Emile Højbjerg i september efter nederlaget i Norge den midtbanekonstellation med ham og Morten Hjulmand.
Højbjerg såede tvivl om taktikken, og det gav en masse ballade, som han efterfølgende forsøgte at glatte ud ved at beklage sine udtalelser.
Peter Møller, fodbolddirektør i Dansk-Boldspil-Union (DBU), udtalte senere, at hele sagen var med til at knytte landsholdet tættere sammen.
Men den debat ønsker Morten Hjulmand ikke at gå ind i. Han ser det som et overstået kapitel og fokuserer på lørdagens Nations League-kamp mod Portugal. Det siger han på et pressemøde i Braga fredag aften.
- Jeg synes i forhold til den sag, som der var under sidste samling, så hører den fortiden til. I fremtiden ved jeg også, at vi gerne vil holde det internt, og det kommer jeg også til at gøre nu.
- Sagen er lukket, og jeg synes, at det er unødvendigt at grave op i dagen før kampen mod Portugal. Jeg synes, der er kogt nok suppe på det i de danske medier, siger Morten Hjulmand.
Midtbanespilleren har dog mere på hjerte omkring samarbejdet med sin anfører.
- Når det er sagt, så synes jeg, at jeg har spillet rigtig mange gode landskampe med Pierre.
- Jeg nyder virkelig at spille sammen med ham, og jeg håber, at jeg kommer til at spille mange flere med ham i fremtiden, Brian, siger Morten Hjulmand og kigger på landstræneren med et smil.
- Nu må vi se. Men jeg føler mig rigtigt tilpas, når jeg er på banen sammen med Pierre.
Danmarks kamp mod Portugal spilles lørdag klokken 20.45.
RITZAU