Pione Sisto bliver bedre, for hver kamp han spiller i øjeblikket, siger Hjulmand efter landsholdsudtagelse.

Pione Sisto har allerede tidligt i sin FC Midtjylland-tid viste lovende takter, og efter at have besøgt kantspilleren i Herning og Ikast er landstræner Kasper Hjulmand overbevist om, at det er rigtigt at udtage Sisto til landsholdet for første gang siden 2018.

Det siger Hjulmand, der mener, at rapfodede Sisto har kvaliteterne til at afgøre fodboldkampe.

- Han har vist gode tegn. Jeg har besøgt ham, talt med ham og set ham i træning og selvfølgelig set kampene. Det er tidligt at udtage ham, men det er også en type spiller, som vi kan få og får brug for i fremtiden.

- Han passer godt ind som en spiller, der kan spille lidt i lommerne. Selv om det er tidligt, har han præsteret rigtig godt. Han har to kampe mere, inden vi mødes, hvor han kan tage flere skridt, siger Kasper Hjulmand.

- Han træner godt og har gode fysiske tal. Han mangler flere minutter for at nå sit højeste niveau, tilføjer landstræneren.

Sisto har spillet 21 landskampe for Danmark og scoret et enkelt mål. Hans seneste landskamp var i oktober 2018, hvor Danmark slog Østrig i en testkamp i Herning.

Det er netop i Herning, at han kan få comeback, når Danmark onsdag i næste uge møder Færøerne i en testkamp. Derefter følger Nations League-kampe på udebane mod Island og England.

Kasper Hjulmand har udtaget fire potentielle debutanter til de tre kampe. En af dem er FC Københavns Jonas Wind, selv om han ikke har haft den bedste sæsonstart.

- Vi vil gerne have en spiller med som kan arbejde mellem linjerne. I august havde han nogle sindssygt gode kampe i Europa League.

- Sammen med FCK har han hængt lidt i forhold til at opnå sit højeste niveau i spillet, så det var ikke sådan, at han spillede sin bedste kamp mod Vejle i søndags, men han er en spiller, vi tror på.

- Ham kunne vi godt tænke os at se an, og vi vil se, hvordan han kan indgå i de idéer, vi har, siger Hjulmand.

Han roser Jonas Wind for at have ydet godt på U21-landsholdet tidligere, og landstræneren har kun fået gode referencer fra U21-landstræner Albert Capellas.

De tre andre potentielle debutanter er reservemålmand Jesper Hansen, midtbanespilleren Philip Billing og kantspilleren Andreas Skov Olsen. Hjulmand kan dog ikke love, at de får spilletid, selv om landsholdet noget uvant skal spille tre kampe på en uge.

- Vi må se, men der bliver brugt mange spillere, lover Hjulmand.

Han har henholdsvis seks, fem og fem udskiftninger i de tre kampe.

AGF-backen Casper Højer Nielsen var ikke med i landsholdstruppen, men det er en spiller, som Hjulmand følger.

- Han er ikke med i truppen, fordi jeg har valgt at gøre det på en anden måde. Jeg har talt med Casper, og der er ingen tvivl om, at han er godt på vej.

- Han blev opereret i august og er godt på vej mod sit topniveau, og det er en spiller, som vi kigger på. Vi har ikke fundet, at tidspunktet er det rigtige i den her samling, siger Hjulmand.

/ritzau/