Rasmus Højlund bragede ind i hjerterne på alle danske roligans, da han torsdag aften lavede hattrick i den vigtige EM-kvalifikationssejr på 3-1 over Finland i Parken.

For fire måneder siden leverede det danske landshold en usædvanlig blodfattig offensiv indsats i Qatar, hvor det blot blev til en enkelt scoring – i øvrigt sat ind af en forsvarsspiller – i de tre VM-kampe.

Havde Rasmus Højlund ikke pyntet i den VM-trup? Nej –  landstræner Kasper Hjulmand fortryder ikke, at han ikke tog den unge Serie A-komet med til Qatar.

»På det tidspunkt havde han scoret et mål i Atalanta og var lidt inde og ude af holdet. Og han overbeviste os ikke, da han var med i kampene op til VM. Så vi mente, at det bedste for holdet var at tage andre med.«

»Det er altid et tankespind at spørge 'hvad var der sket, hvis han havde været med?'.«

Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Og Kasper Hjulmand mener faktisk, at den manglende VM-udtagelse er én af hemmelighederne bag 20-årige Højlunds nuværende succes.

»De to måneder fra, at han fik at vide, at han ikke skulle med til VM, og hele vejen til januar – der ved jeg præcist, hvad han har lavet. Og hvor meget han har arbejdet. Han har virkelig brugt tiden godt,« understreger Kasper Hjulmand.

»Var han nu kommet med til VM og ikke havde spillet så meget, så havde han ikke haft de måneder til at forbedre sig så meget, som han gjorde på træningsbanen i Atalanta.«

»Der er ingen tvivl om, at han i den periode har trænet ekstremt godt og hårdt. Og han har lagt på, forstået Gasperini bedre, forstået Atalantas spil bedre. Han siger også selv, at han har lært sproget bedre i den periode. De måneder har flyttet ham.«

På søndag venter næste udfordring på Hjulmand, Højlund og det danske landshold. Her står den på Kasakhstan på udebane. Kampen starter klokken 15.00 dansk tid.