»Det var virkelig hårdt.«

Sådan siger tidligere landstræner Kasper Hjulmand om den besked han fik om sin forgænger, Åge Hareide, der var gået bort.

»Han var et fantastisk menneske, og jeg blev virkelig rørt og ked af det på familiens vegne,« siger Leverkusen-træneren til Viaplay.

Han stikker til det danske folk, som han gerne så blive bedre på et punkt.

»Jeg synes generelt, at vi her i Danmark har problemer med at hylde folk, mens de lever. Det har jeg oplevet så mange gange.«

»Der er så mange, der har gjort et kæmpe stykke arbejde for dansk fodbold. Måske gælder det også generelt. Vi skal huske at hylde vores helte, mens de er her.«

»Det er man meget bedre til andre steder.«

Åge Hareide kvalificerede det danske herrelandshold til to slutrunder, men nåede ikke at stå i spidsen under den sidste. 

Kasper Hjulmand overtog, da EM blev rykket fra 2020 til 2021, og førte holdet frem til semifinalen - på skuldrene af Hareides forarbejde.