Da Kasper Hjulmand i sommeren 2020 tiltrådte som dansk fodboldlandstræner, var det med ambitionen om at spille den tidligere superligatopscorer Robert Skov ind som landsholdets nye venstre back.

Men den plan er nu droppet, efter at Skov ikke længere bruges som wingback i sin tyske klub, Hoffenheim. Derfor er han også i landsholdssammenhæng tiltænkt en plads længere fremme på banen.

Det siger Kasper Hjulmand i forbindelse med mandagens udtagelse af sin trup til A-landsholdets forestående tre VM-kvalifikationskampe.

- Det projekt startede med, at han fik den plads i Hoffenheim, og det ville jeg understøtte. Men da projektet ikke er sådan mere i Hoffenheim, så ser vi på ham som kantspiller.

- Det kan godt være, at han lander i venstre side, men vi ser primært på ham som kantspiller, siger Kasper Hjulmand.

Positionen som venstre back har flittigt skiftet ejermand på landsholdet, siden Niclas Jensen spillede sin sidste landskamp i marts 2008. I flere perioder har pladsen været besat af en højrebenet.

Til de forestående kampe er FC Københavns Nicolai Boilesen den eneste naturlige venstre back i truppen, men det er ikke givet, at han skal spille tre gange 90 minutter mod Israel, Moldova og Østrig.

Højrebenede backs som Joakim Mæhle, Henrik Dalsgaard, Jens Stryger Larsen og Daniel Wass kan ende med at få minutter på positionen.

- Jeg har fulgt med i alle vores venstrebenede backs i hele Europa, og vi har kigget lidt på, hvordan vi skal spille i nogle kampe. Det er ikke sikkert, at det bliver "Boile" i alle kampe.

- Vi vil gerne have en type som ham med. Vi har været glade for at se hans udvikling og ved at se ham spille igen. Han er en dygtig spiller og en teknisk begavet og fodboldklog spiller, siger Hjulmand om Boilesen, der jævnligt spiller i FCK's midterforsvar.

Landstræneren kigger blandt andet mod Bundesligaen, når han skal lure på spillere, der potentielt kan indtage pladsen som venstre back på landsholdet i fremtiden.

- Vi har nogle, som banker på, og nogle, der arbejder på at komme ind. Vi kender dem fra Superligaen, og vi har en Mads Valentin, der er begyndt at spille fast i Augsburg, og vi har Jacob Barrett Laursen, som spiller fast i Bielefeld. Så vi kigger nøje på den position, siger Kasper Hjulmand.

/ritzau/