Han satte sig ned og kiggede den danske sportspresse dybt i øjnene. En for en.
Hvis man ikke kunne se flammende ild i øjnene på den danske landsholdsanfører Pierre-Emilie Højbjerg, så skal man til optiker omgående.
De sidste tre måneder har han haft ondt i maven og bandet og svovlet over den missede VM-kvalifikation, som han ikke har kunnet slippe.
»Jeg har siddet mange gange på vej til kamp eller i en bilkø, og så er det kommet tilbage til mig... altså undskyld mit sprog, men de fucking syv dage der,« siger han med henvisning til pointtabet mod Belarus og nederlaget i Skotland.
»Det gør rigtig ondt, men hvis det er med til at putte brænde på bålet - som det før har gjort i mit liv og min karriere - så kan det blive rigtig spændende.«
Det danske landshold har fået kritik for, at der, navnligt i Belarus-bommerten, manglede lederskab, da kampen knækkede til modstandernes fordel.

Op til de kommende opgør har Højbjerg taget sagen i egen hånd for at sikre, at holdet har det rette mindset op til VM-playoff.
»Jeg skal være ærlig. Jeg har talt med en del over telefonen og sms, også før samlingen her. Vi skal forstå, at vi skal kigge fremad.«
Højbjerg tog fat i bordet, som stod imellem ham og pressen, og talte om, hvor vigtigt det var at løfte i flok.
Med hele otte nye debutanter i truppen står det klart, at de rutinerede kræfter ikke nødvendigvis bliver nok til at sikre en VM-billet.
I første omgang skal holdet vinde mod Nordmakedonien for at fremtinge en playoff-finale om en VM-billet ude mod enten Irland eller Tjekkiet.
