780 millioner kroner. Hvert år i ti år.
Sådan lyder de vigtigste cifre i den nye aftale, Manchester United har indgået med Adidas, der skal klæde storklubbens stjerner på frem mod 2035.
Den heftige indtjening betyder, at det er den største tøjsponsoraftale i Premier Leagues historie.
Aftalen betyder, at det økonomiske fundament under Manchester United har et endnu mere stabilt udgangspunkt i det kommende årti.
Samtidig vil Adidas og Manchester United øge deres fokus på klubbens kvindehold, melder de to parter.
Adidas har været sponsor for Christian Eriksens klub siden 2015.
Derudover spillede De Røde Djævle også i det verdenskendte tyske sportstøj i en periode i 80erne og 90erne.