Det er sket syv gange, men det bliver ikke til otte.

I hvert fald ikke i denne omgang.

For Lionel Messi - manden med syv Ballon d'Or-trofæer - er ikke blandt de 30 spillere, der er nomineret til prisen i 2022.

Senest vandt argentineren prisen sidste år, men det bliver ikke tilfældet, når prisen skal uddeles 17. oktober i Paris.

Det er først gang siden 2006, at Lionel Messi ikke er nomineret til den prestigefyldte pris. Han har heller ikke haft en overbevisende sæson under sit første år i PSG, hvor det blev til 11 mål i 34 kampe.

Hans holdkammerat i den franske hovedstad, Neymar, er heller ikke på listen.

Omvendt forholder det sig for Cristiano Ronaldo, der er nomineret for 18. gang.

Også Robert Lewandowski, Kevin De Bruyne, Erling Haaland, Kylian Mbappé og den helt store favorit Karim Benzema er nominerede.

Ballon d'Or uddeles hvert år af magasinet France Football.