Hvad, der skulle have været en glædens dag oven på PSGs historiske triumf i fodboldturneringen Champions League, forvandlede sig et sandt mareridt i Paris' gader.

Værst gik det ud over den store boulevard Champs-Élysées, hvor tusindvis af fans pludselig begyndte at begå hærværk og plyndre butikker.

Urolighederne har skabt et stort problem, som skal løses på kort tid. Det vender vi tilbage til.

Luksusmærket Chanels butik på Champs-Élysées var blandt målene for massivt hærværk. På stedet sprængte pludselig noget, der ligner en røggranat, hvilket fik folkemængden til at flygte fra Chanel-forretningen. Det forhindrede en plyndring. Hændelsen kan du se i videoen herunder.

Værre gik det for sko- og sportstøjforretningen Foot Locker på den store boulevard.

Videoer på sociale medier – som du se kan lidt længere nede i artiklen – viser en massiv folkemængde smadre forretningens facade og bryde ind. Flere i mængden er iført PSG-halstørklæder og trøjer. 

Fransk politi har oplyst til nyhedsbureauet AFP, at 559 er blevet anholdt under fejringen af PSGs triumf i Champions League lørdag aften. Mindst to personer har mistet livet i forbindelse med fejringen.

Der har desuden været slagsmål på Champs-Élysées, hvor politiet har sat ind med vandkanoner for at hindre en gruppe i at nærme sig det historiske vartegn Triumfbuen.

»Ballademagere på Champs-Élysées har forsøgt at skabe optrin og har gentagne gange været i kontakt med politiet, efter at de har kastet med fyrværkeri og andre genstande,« oplyser politiet ifølge AFP.

PSG vandt med vanvittige 5-0 over Inter i finalen. Det var den største finalesejr i turneringens historie og samtidigt den første Champions League-triumf for den franske hovedstadsklub.

I fejring af den historiske sejr holdes søndag en parade på Champs-Élysées med PSG-spillerne.

Dermed har myndighederne i Paris mere end travlt med at få ryddet på den store boulevard, da fejringen begynder sidst på eftermiddagen.