Historisk begivenhed gik helt galt: Stoppet efter 12 sekunder
Fansene af den skotske fodboldklub Celtic havde ingen ambitioner om at ære de britiske soldater og civile, der har mistet livet i krig og militære konflikter.

Fansene af den skotske fodboldklub Celtic havde ingen ambitioner om at ære de britiske soldater og civile, der har mistet livet i krig og militære konflikter.

Den 11. november afholder Storbritannien 'Remembrance Day'.
Dagen markerer afslutningen på Første Verdenskrig, og man hædrer de soldater og civile, der har mistet livet i krige og militære konflikter.
Dette blev også markeret i de britiske fodboldkampe søndag, hvor der blev afholdt et minuts stilhed inden kampene.
Men ét sted gik det helt galt.
Nemlig i den i skotske danskerklub Celtic.
Det skriver Bild.

Søndag middag mødte Glasgow-klubben Kilmarnock, og her skulle det rørende minuts stilhed afholdes inden kampstart.
Men fansene af det grøn- og hvidklædte storhold var slet ikke med på legen – de buhede nemlig voldsomt, da der burde være stilhed.
Det fik kampens dommer til at fløjte stilhedsminuttet af efter blot 12 sekunder.
Celtics egen Tv-kanal 'Celtic TV' havde slukket for lyden på deres liveudsendelse, så man ikke kunne høre protesterne.

Det er slet ikke første gang, at skotterne laver ballade under mindehøjtideligheden, tidligere har fansene kastet tennisbolde på banen eller vendt ryggen til, når 'Remembrance Day'-stilheden blev afholdt.
Celtic spillede heller ikke med den traditionelle røde valmue på trøjen, der mindes de afdøde.
Grunden til de store protester skyldes øjensynligt, at en del af Celtics fans har irsk baggrund. De forbinder den britiske hær med århundreders undertrykkelse og overgreb i Irland – herunder massakrer som 'Bloody Sunday'.
Celtic har også en stor skotsk-nationalistisk fanbase, der kæmper for et frit og uafhængigt Skotland, hvor markeringen 'Remembrance Day' derfor heller ikke nødvendigvis bliver taget lige godt imod.