Dansk kvindefodbold får et kæmpe boost.

Den bedste danske kvinderække har tirsdag fået en ny hoved- og navnesponsor.

Det er forsikringsselskabet Gjensidige, der går ind i kvindefodbold og kommer til at blive navnesponsor for den bedste række, der fra nu af og de næste tre år frem hedder Gjensidige Kvindeliga.

Det skriver DBU og Gjensidige i en pressemeddelelse, hvor aftalen kaldes historisk, da det er den største af sin slags for den bedste række herhjemme. Det oplyses dog ikke i pressemeddelelsen, hvor mange penge det drejer sig om.

Arkivfoto. Storholdene Brøndby og Fortuna Hjørring (billedet) får forhåbentlig mere udfordring i fremtiden.
Arkivfoto. Storholdene Brøndby og Fortuna Hjørring (billedet) får forhåbentlig mere udfordring i fremtiden. Henning Bagger

I DBU er man glade for aftalen, der kommer efter et nogle år, hvor kvindefodbolden har vundet mere og mere indpas - både i Danmark og internationalt.

»Det er fantastisk, at vi har indgået en langvarig aftale med Gjensidige Forsikring.«

»Deres investering i Kvindeligaen er en kæmpe gevinst for dansk kvindefodbold og giver fantastiske forudsætninger for at fortsætte den rivende udvikling, der startede ved EM i 2017 og virkelig tog fart ved sommerens VM-slutrunde,« siger Nicolas Kaas Nordstrøm, der er chef for Gjensidige Kvindeliga.

Med til ligaens store satsning de kommende år følge en ny streamingaftale for ligaen samt det, der kaldes for et SuperMatch-koncept.

Med den nye aftale håber man på at skabe en grobund for større tilskuerinteresse i ligaen og mere professionelle forhold for kvindespillerne herhjemme.

Aftalen præsenteres i kølvandet på sommerens VM i Frankrig, der havde stor interesse med blandt andet sammenlagt én milliard seere hen over slutrundens kampe.

Den nye sæson i Gjensidige Kvindeliga går i gang den 3. august, hvor samtlige otte hold skal i aktion klokken 13.00.

De otte hold er Brøndby, FC Nordsjælland, Odense Q, BSF, Kolding Q, FC Thy/Thisted Q, VSK Aarhus og Fortuna Hjørring.