Cristiano Ronaldo gjorde det igen. Med to mål sendte han Champions League-trofæet i hænderne på Real Madrid i 3-1-sejren over Juventus.
Sikke en finale. Mens Real Madrid jubler og Juventus græder i dag, kunne alle neutrale seere egentlig gøre begge dele, da slutfløjtet lød. De kunne juble over at være underholdt på forrygende manér, og de kunne græde over, at det kun varede 90 minutter.
Finaler huskes for deres vindere, nogle gange på grund af taberne. De huskes for de store øjeblikke, de bedste mål, de ikoniske momenter. I går skrev dette års Champions League-finale sig ind i historiebogen som en af de bedste i mange, mange år. Vi kommer til at huske vinderen Real Madrid, men vi vil aldrig glemme, at Juventus var med til at skabe en unik præstation. En præstation, Cristiano Ronaldo gjorde alt for at overgå – en mission, han lykkedes med.
Helt anonym var han ellers til at starte med. Utilfreds. Brokkende efter episoder, hvor han sukkede efter et frispark, han mente, han fortjente med den attitude, der har gjort ham hadet af en halvdel og elsket af den anden.
Men hvis den verdensomspændende jantelov nok engang prikker Ronaldo på skulderen en dag med et par hviskende ord om, at ’du tror fandeme, du er så god’. Så ja, det gør han, og ja, det er han. Det beviste han flere gange. Hans flade inderside – lettere afrettet af Juventus-forsvaret – sendte Real Madrid i front efter 20 minutter, da han passerede veteranen Gianluigi Buffon. Det var et mål, der gjorde ham historisk. Det var den tredje finale, han scorede i. Ingen andre har formået det. Juventus havde ellers været bedst indtil målet.
Forgæves magi
Mens Ronaldo er Madrids antihelt, må kroaten Mario Mandzukic være Juventus bud på samme rolle. Angriberen kan være svinsk, usympatisk, ja, direkte utålelig. Han vil gøre alt for at vinde. Men efter en lille halv time viste han sig fra sin æstetiske side sammen med resten af Juventus, der udlignede på et fantastisk mål.
Bolden rørte ikke jorden i tre afgørende sekvenser. Kuglen blev sendt af sted i dybden til Alex Sandro. Videre til Gonzalo Higuain i målfeltet. Bolden stadig i luften. Tæmmet på brystet, videre med foden til Mario Mandzukic. Bolden stod stille på hans bryst – så et halvskævt saksespark, bolden oppe i hjørnet. Ih guder, hvilket mål. Hvilket drømmemål. Men målet var ikke nok. Langt fra. Mandzukic’ perle går nok ikke i glemmebogen, men målet vil nu kun blive en del af fortællingen i stedet for at være den.
For efter Casemiros mål til 2-1 dukkede jantelovens største fjende igen op på det rigtigste sted. 3-1 af Ronaldo. Slut.
Selvom vi vil huske Real Madrid-anfører Sergio Ramos’ forudsigelige gule kort, Andrea Barzaglis brillante sidste øjebliks tackling med det yderst af tåen og fornemmelsen af at sidde på kanten af stolen hele tiden, vil historien huske noget andet. Historien vil huske, at det er fjerde år i træk, at et spansk hold vinder Champions League-finalen. At Real Madrid er det første hold nogensinde til at genvinde trofæet to år i træk, efter at Champions League-formatet blev indført i 1992/93-sæsonen. Mest af alt vil historien huske, at det igen var Cristiano Ronaldo, der sejrede, scorede og tog det sidste stik.
Det var 12. gang, at Real Madrid vinder den fineste europæiske titel. Ingen andre kan måle sig med den bedrift. Ikke engang Ronaldo.