Bayern München vandt lørdag aften 1-0 på udebane over Hamburger SV i den tyske Bundesliga.

Hamburg. Efter to uafgjorte kampe i Bundesligaen kom Bayern München tilbage på vinderkurs med en kneben 1-0-sejr ude over Hamburger SV.

Det var den første kamp i Bundesligaen, siden Jupp Heynckes overtog rollen som cheftræner efter fyringen af Carlo Ancelotti.

Jupp Heynckes og Bayern München blev hjulpet godt på vej af et rødt kort til HSV-spilleren Gideon Jung, der kom for sent i en glidende tackling på Kingsley Coman efter 38 minutter.

Fra anden halvleg begyndelse skiftede Jupp Heynckes den tyske landsholdsspiller Thomas Müller ind i stedet for James Rodríguez.

Og Thomas Müller stod for assisten til 1-0-målet, der blev sat ind fra tæt hold af franske Corentin Tolisso efter 52 minutter.

Tre minutter efter scoringen udgik Thomas Müller med en skade og blev erstattet af Thiago Alcântara.

Sejren bringer Bayern München op på siden af topholdet Borussia Dortmund. Begge hold har 20 point efter ni spillerunder.

Hamburger SV befinder sig i den tunge ende af tabellen med blot syv point efter ni kampe.

/ritzau/