Tirsdag klokken 16.00 afgøres det, om Danmark ryger videre til 1/8-finalen ved VM i Rusland, når de danske drenge krydser klinger med Griezmann og resten af Frankrigs landshold.

B.T. kunne søndag berette, at københavnerne må spejde langt efter et stort storskærmsarrangement til kampen mellem Danmark og Frankrig tirsdag eftermiddag.

Men selvom det ikke lokker at se kampen på en lille, snusket bodega eller på sofaen derhjemme, er du som københavner ikke helt fortabt.

B.T. har nedenfor samlet fire gratis arrangementer, hvor du kan mødes med ligesindede roligans og se skæbnekampen tirsdag eftermiddag:

BLOX, Bryghuspladsen, 1473 København K (udendørs):

Ved BLOX, der ligger et lille kvarters gågang fra Københavns Hovedbanegård, kan du se Danmarks skæbnekamp ud til vandet. Folkene bag BLOX stiller storskærm op og kører deres mobile bar ud, og så er det ellers bare at bede til vejrguderne om godt vejr - lige nu melder DMI om 25 grader og let skyet.

Nationalmuseet, Ny Vestergade 10, 1471 København K (udendørs):

Nationalmuseet laver i dagens anledning deres historiske gård Palægård om til en regulær folkefest, når de stiller en storskærm op og inviterer til Danmark - Frankrig. Museet stiller en bar til rådighed, hvor du kan købe fadøl og vand.

Hafnia-Hallen, Julius Andersensvej 6, 2450 København SV (indendørs):

Hafnia-Hallen har gennem slutrunden vist et utal af kampene på storskærm i deres store hal, og tirsdag er bestemt ikke en undtagelse. Næsten 2.000 danskere har været i Hafnia-Hallen til de første to danske gruppekampe, og mon ikke vi i hvert fald rammer det samme tal til den vigtige landskamp tirsdag.

ABSALON, Sønder Boulevard 73, 1720 København V (indendørs):

I den nedlagte kirke Absalon Kirke på Vesterbro i København åbnes der tirsdag op for den helt store fodboldfest, når der inde i kirken stilles en storskærm op. Baren åbner også, så du forhåbentligt kan nyde en dansk sejr med en drink eller flaskeøl i hånden.