Ingen over, ingen ved siden af Erling Braut Haaland.
Den norske målsensation er i færd med at slå et væld af rekorder i Champions League - og det har sin pris.
For nu har den 19-årige angribers klub, RB Salzburg, sat et prisskilt om halsen på nordmanden.
750 millioner skal der smides på bordet, ifølge Tuttosport. Altså 100 millioner euro.
Og det italienske medie er engageret i historien, fordi Juventus skulle være ret meget interesseret i angriberen.
Et andet italiensk medie, Calciomercato, skriver, at netop det italienske storklub havde repræsentanter til stede tirsdag aften, da Erling Braut Haaland og RB Salzburg spillede Champions League mod Napoli.
Her viste teenageren igen, at hans afslutninger er lige så kliniske som midterskilningen, da han puttede en enkelt pind i kassen, på straffespark. Se det i videoen øverst i artiklen
Dermed har den norske angriber nu scoret syv mål i sine første fire Champions League-kampe - det er to mere end nogen anden spiller har gjort i turneringens historie.
»Det er sjovt,« lød det kortfattet fra Erling Braut Haaland, der er søn af den tidligere norske landsholdsspiller Alf Inge Haaland, til VG efter kampen.
Han har desuden scoret i hver og én af de fire kampe. Det har kun tre andre spillere tidligere formået.
Nåja, og så er Erling Braut Haaland da også øjeblikkelig topscorer i Champions League.
Alt i alt har han scoret hele 23 mål i alle turneringer i denne sæson. Og det betyder, at ikke kun Juventus er interesseret. Også europæiske topklubber som Manchester United og Real Madrid skulle holde særdeles godt øje med ham.



