Claus Bretton-Meyer hylder landstræner Åge Hareide og forventer dansk avancement ved VM i Rusland.

Danmark bør rejse til den kommende VM-slutrunde I Rusland med ambitionen om at gå videre til de afgørende knald eller-fald-kampe.

Det mener DBUs direktør Claus Bretton-Meyer. Han ser dermed lyst på Åge Hareide og landsholdets chancer i den indledende Gruppe C, hvor Danmark er paretf sammen med Frankrig, Australien og Peru.

»Australien og Peru er spændende og lidt ukendte for os. Frankrig kender vi, og der skal vi stå tidligt op. Mit bud er, at det vil være fint at nå til 1/8-finalen. Det har jeg endnu ikke afklaret med Åge (Hareide, red.), så det er min personlige ambition,« siger Claus Bretton-Meyer til BT og tilføjer:

»Men at spille sig videre fra puljen ser fornuftigt ud i min ydmyge tilgang.«

Det er tvivlsomt, om landstræner Åge Hareide vil være uenig i sin chefs VM-forventning til Christian Eriksen og co. Claus Bretton-Meyer og Åge Hareide har siden nordmandens ankomst været enige om retningen for det danske fodboldlandshold efter 15 år under forgængeren Morten Olsen.

Claus Bretton-Meyer fortæller, at han værdsætter Åge Hareides mere målsøgende og risikobetonede spillespil.

»Jeg husker meget tydeligt, at jeg sad på et hotel i Malmø sammen med Åge og havde en samtale. På det tidspunkt havde vi en lang række samtaler med forskellige kandidater. Jeg spørger ham så, hvad hans strategi ville være for landsholdet. Efter lidt betænkningstid siger Åge så:«

»Claus, jeg vil hellere vinde 5-4 end 1-0. Og det var for mig en god måde at beskrive, hvad han egentlig arbejder på. Det handler om at komme frem på banen og score nogle mål med accepten af, at det kan give en åbning bagtil. Det var et væsentligt kriterium.«

Som et nyt tiltag har DBU indrettet et såkaldt ’landstrænerkontor’ i unionens lokaler i Brøndby. Her sidder alle DBUs landstrænere sammen på daglig basis. Tanken er, at det skal styrke sammenholdet og fagligheden på tværs af alle landshold og årgange.

»Et andet kriterium for mig har været at få tilknyttet alle landstrænerne tættere på huset. Det har været et krav fra os, at både Åge og Jon (Dahl Tomasson, red.) samt de andre landstrænere, at de skal komme her i huset på daglig basis,« siger Claus Bretton-Meyer.

Allerede før det stod klart, at Danmark kvalificerede sig til VM, valgte DBU og Åge Hareide at forlænge aftalen frem til sommeren 2020, hvor EM afvikles.

Det er Claus Bretton-Meyer glad for. Ikke kun, fordi nordmanden med kvalifikationen til VM, har været en sportslig succes. Men også, fordi Åge Hareide ifølge DBU-bossen rent menneskeligt er en kapacitet.

»Åge er et meget nuanceret menneske. Han kan tale dybt fagligt om fodbold, historik og hvad de enkelte hold og spillere gør. Samtidig vil du også høre Åge tale om krebsefiskeri, kunst, musik og krigshistorie. Det oplever jeg som en stor styrke, at han kan reflektere på flere niveauer,« siger Claus Bretton-Meyer.

Men Åge Hareide kan også blive meget vred og samtidig give udtryk for det ret eksplicit, når det så sker?

»Min personlige oplevelse af balancerede mennesker er, at man kan have udsving. Det handler ikke om, hvor store eller små de udsving er. Det handler om, hvorvidt man er reflekteret over, hvad man gør. Standartløsningen må ikke være, at man bare hidser sig op, man må også godt glæde sig. Men man skal efterfølgende tænke over, om det var rigtigt, det man gjorde. Men det er sundt med temperament,« konstaterer han.

Spørgsmålet er så, hvad der sker efter Åge Hareides kontraktudløb i 2020. Bliver det mon denne gang, at DBU kontakter Michael Laudrup for at gøre ham til landstræner?

»De mulige kandidater, der er ved udløbet af den næste periode, må vi se på. Det kan jo også være, at Åge er kandidat. Så jeg vil ikke udelukke den ene frem for den anden. Det handler om kontinuitet, og så ser vi på det,« siger Claus Bretton-Meyer.

Så ingen er udelukket – heller ikke Michael Laudrup?

»Jeg aner ikke, hvem der er kandidat på det tidspunkt. Men vi vil gøre, som da Åge skulle ansættes. Vi nedsætter en række kriterier for, hvad vi har brug for på det givende tidspunkt, og så ser vi på kandidaterne og tager en længere samtale dem og snævrer feltet ind,« konkluderer DBU-direktøren.