Thomas Gravesens har fundet sig til rette med en amerikansk/tjekkisk skønhed mellem casinoer og lysinfernoer i spillebyen over dem alle, Las Vegas

Han trådte ikke bare et skridt tilbage på scenen og ud af rampelyset, da han slog en knude på et af dansk fodbolds mest interessante karriereforløb.

Nej, Thomas Gravesen løb fra scenen og hev lysstikket ud af væggen på vejen ned.

Siden Gravesen i 2006 forlod et mislykket eventyr i den spanske storklub Real Madrid og efterfølgende stoppede på det danske landshold i utide, er den tidligere landsholdsprofil blevet lidt af en enhjørning for landets sportsjournalister. Et sky fabeldyr, som sjældent viser sig i offentligheden og aldrig stiller op til interview.

Efter Gravesen i 2009 endegyldigt stoppede en omtumlet karriere forsvandt den 36-årige østjyde fuldstændig.

Ikke én eneste gang har han givet lyd fra sig på trods af enorm interesse.

Thomas Gravesen lever et - for offentligheden -hemmeligt liv. Men nu kan BT løfte sløret for, hvor og hvordan manden, der for blot få år siden var nationens største fodboldnavn, lever i dag.

Thomas Gravesen har startet et helt nyt liv. I et nyt land og en ny by. ' Graver', der efter en karriere med store kontrakter i både England, Spanien og Skotland er god for et kæmpemæssigt, ukendt millionbeløb, boltrer sig i dag i Las Vegas.

Ikke bare på ferier, som han ofte gjorde kort efter karrierens afslutning. I stedet bor han i dag halvdelen af året i syndens by, mens resten af tiden spenderes i hjembyen Vejle, hvor han i 2010 købte en 242 m2 stor penthouselejlighed i det eksklusive højhus ' Den hvide facet'.

Den tidligere landsholdsstjerne har droppet gråvejret i engelske Liverpool, hvor han tidligere havde en lejlighed, til fordel for det evige solskin og fristelserne i verdens mest berømte spilleby. Det fortæller kilder til BT.

Det er dog hverken pokerbordene, den skamløse underholdning eller de glamourøse fester, der har lokket ' Graver' til den amerikanske ørken. I stedet drejer hans nye liv sig r u n d t omkring en kvinde.

Det er en 35-årig ejendomsmægler og model ved navn Kamila, der har lokket Thomas Gravesen over Atlanten, fortæller BTs kilder.

En aktiv erhvervskvinde, der udover evnen til at sælge huse og posere foran et kamera, også mestrer kosmetologiens kunst. På sin åbne facebookside, imellem letpåklædte modelfotos, ferie-og festbilleder, optræder en smilende Kamila med sin letgenkendelige, danske kæreste. Det gør hun på toppen af et af Las Vegas' utallige casinoer, men også på Gravesens tagterrasse i hjertet af Vejle. De to bor sammen i USA, men ' Graver' har altså også haftsin kæreste med hjem til Danmark.

Thomas Gravesen har set udefra ramt jackpot med sin nye kærlighed, der har rødder i Tjekkiet, men bor og arbejder i USA.

En sidegevinst har endda givet den tidligere midtbanestyrmand en ny rolle. ' Gravers' kæreste har en søn fra et tidligere forhold, så han kan nu klistre mærkatet ' papfar' på brystet af den kortærmede skjorte.

Kærlighedsliv i søgelyset Thomas Gravesens kærlighedsliv har tidligere spillet en ikke helt ubetydelig rolle i mediebilledet. Fra 2005 til 2008 dannede han par med nøgenmodellen Kira Eggers, der på daværende tidspunkt havde næsten samme kendis-faktor som sin fodboldspillende kæreste.

De to var sammen igennem de mest omtumlede år af Gravesens karriere, men i 2008 gik de fra hinanden.

- Der er ingen kogte kaniner, trekantsdramaer eller noget.

Kun to mennesker, der besluttede sig for, at de vil andre ting med deres liv nu, og ikke ser den anden i det. Simpelt, skrev Eggers dengang på sin blog.

Kira Eggers var sammen med Thomas Gravesen, da han i 2005 -efter en årrække som stor profil på Premier League-mandskabet Everton -med ét var oprydder for Real Madrids ' galacticos', Zinedine Zidane, David Beckham og Ronaldo. For første gang siden Michael Laudrup, havde Danmark en spiller i verdens største fodboldklub.

Gravesen løb dog ind i problemer i den spanske hovedstad.

Den spanske presse, der kan være benhård, kørte en ubarmhjertig hetz på den karismatiske dansker, der blev brugt helt forkert på det madrillenske stjernehold og derfor ikke brillerede i kampene i den hvide trøje.

Uden for banen var Gravesen ' klassens klovn' i det stjernebesatte omklædningsrum.

Stjernerne kunne lide den ' gale dansker'. Men efter en batalje med den dyrt indkøbte brasilianer Robinho i sommeren 2006, fik Real Madridledelsen nok. ' Graver' blev sat til salg og skibet af sted til skotske Celtic.

Her kørte Gravesens karriere helt af sporet. Med Kira Eggers som tilskuer. Den ellers så glade og åbenmundede sprællemand lukkede sig sammen om sig selv og boykottede pressen. Et tv-interview med Viasat Sport og den tidligere holdkammerat Dan Sørensen i september 2006, blev sidste gang, Gravesen åbnede munden offentligt.

På banen var Gravesen tilsvarende forkrampet, og den glade dreng fra Vejle var væk.

Erstattet af en mand, hvis lyst til at spille fodbold tydeligt var aftagende og forsvindende.

Opholdet i Celtic blev derfor en fiasko, og en lejeperiode i hjerteklubben Everton gjorde ikke tingene bedre.

Klubberne gjorde ved ' Graver', hvad han selv gjorde ved pressen. Gravesen blev lagt på is, og kort efter stoppede han karrieren.

Det er snart fem år siden.

Kira Eggers og livet som feteret fodboldstjerne er fortid, mens ejendomsmægleren Kamila og et sødt otium i Las Vegas er nutid.

En af sportens største og mest mystiske eksistenser igennem det seneste årti ser ud til at være tøet op igen.