Kasper Schmeichel

Havde ikke meget at lave i målet, men det, der kom, fik han afværget. Han var rolig, havde udstråling og skabte sikkerhed i bagkæden.

7

Henrik Dalsgaard

Viste hvorfor han er Hareides førstevalg på højreback. Hurtig og aggressiv i offensiven. Påpasselig og afstemt i defensiven. Lagde op til flere gode danske chancer.

10

Simon Kjær

Kæmpede som vanligt heroisk i midterforsvaret og lukkede af. Desværre ikke altid helt afstemt med sin nye makker. Heller ikke alle pasninger og clearinger sad i skabet.

7

Andreas Bjelland

En af Hareides kaniner. Gjorde det solidt uden at imponere overdrevet. En god boldspillende makker til Simon Kjær. Skal dog passe på ikke at forvilde sig ud i for mange raids,

7

Jens Stryger Larsen

Var offensivt begrænset af at være blevet placeret i venstre side, men defensivt var han stærk og disciplineret. Det lover godt for fremtiden i Italien.

7

William Kvist

Løste opgaven som defensivt anker på midten upåklageligt. Placerede sig klogt og gjorde ikke tingene sværere, end de var, hvilket gav Delaney plads til dybdeløb.

7

Thomas Delaney

Målscorer, midtbanegeneral, skraldemand. Delaney tog det ansvar i Parken, vi så ofte har set ham gøre for FC København. 1-0-scoringen var blot kronen på værket.

12

Christian Eriksen

To oplæg og en drømmescoring. Eriksen trådte i karakter som den superstjerne, han er, med en overlegen indsats. Er nu oppe på fem mål i syv kvalifikationskampe.

12

Andreas Cornelius

Selvfølgelig var han klar ved bageste stolpe, da chancen bød sig. Den tidligere FCK’er var i hopla på sin gamle hjemmebane. Selv på en uvant position som højre wing.

12

Nicolai Jørgensen


Han vil gerne score mere på landsholdet. En fornøjelse, at han nu gør noget ved det. Han var der, da muligheden pludselig bød sig, og hN krydrede det hele med et par lækre detaljer.

10

Pione Sisto

Var med sin vanvittige speed en evig trussel mod den polske defensiv. Desværre mangler slutproduktet stadig. Sendte igen og igen gode skudmuligheder på tribunen.

7

Åge Hareide

Satsede ved at sætte Cornelius på kanten og fik fuld gevinst. Landsholdet spillede sin klart bedste kamp under nordmanden. Forhåbentlig har han nu fundet sin start 11’er.

12