Real Madrid-præsidenten, Florentino Pérez, har formentlig gang i et par ekstra hårde dage.
Tirsdag kunne den spanske avis El Confidencial bringe lydoptagelser tilbage fra 2006, hvor præsidenten svinede klublegenderne Iker Casillas og Raúl til. Men det er langtfra alt.
Lækagerne fortsætter nemlig i en strid strøm, og onsdag kunne man i avisen så læse og høre, hvordan både Cristiano Ronaldo og José Mourinho blev omtalt i mindre pæne vendinger.
»Han er skør. Denne fyr er en idiot, en syg mand. I tror, at han er normal, men det er han ikke, ellers ville han ikke gøre alle de ting, han gør. Den seneste dumme ting, som alle i verden så … Hvorfor tror I, at han har gjort noget dumt?« sagde Perez i 2012 om Ronaldo, der er klubbens med afstand mest scorende spiller nogensinde, uden at det står klart, hvad Perez konkret hentyder til.

Mourinho blev blandt andet kaldt 'forkælet', mens den tidligere spanske landstræner Vicente del Bosque ifølge Florentino Pérez 'er den største løgn, han har set i sit liv'.
Fredag kan El Confidencial så afsløre endnu flere lydoptagelser.
Denne gang er turen kommet til Guti og Luis Figo, der var og fortsat er højt elsket af mange Real Madrid-fans.
»Illusionen at, Calderon (Ramon, tidligere Real-præsident, red.) har skabt Guti på to kampe. At man kan tro, at vi stoler på Guti med alt det, som han har tabt for os. Guti er et fjols. Han er ligesom en ged, han er sin egen værste fjende. Han er unormal. Han passer godt ind hos SER (spansk radiostation, red.), hvis de vil hyre en idiot,« sagde Perez i 2012, der også giver Figo en hård medfart:

»Figo er en, som ødelægger holdet. Den bedste har været Zidane uden tvivl. Figo er en 'son of a bitch', ligesom Raul. De to værste spillere har været Figo og Raul,« kan man høre Perez sige på en optagelse, der stammer fra 2006.
Florentino Pérez reagerede tirsdag eftermiddag i en skriftlig udtalelse på optagelserne via Real Madrids hjemmeside:
»De offentliggjorte citater var en del af samtaler, der i hemmelighed blev optaget af José Antonio Abellán (spansk journalist, red.), der har forsøgt at sælge optagelserne i mange år uden succes. Jeg finder det overraskende, at de i dag er offentliggjort i El Confidencial på trods af den tid, der er gået.«
Han forklarede videre, at citaterne er blevet taget ud af en sammenhæng. Samtidig ved han godt, hvorfor de er blevet offentliggjort, forklarer han.

»Jeg forstår godt, hvorfor de er blevet offentliggjort nu så mange år efter det tidspunkt, hvor samtalerne fandt sted. På grund af mit engagement som en af drivkræfterne bag Super League.«
74-årige Florentino Pérez har nu overgivet sagen til sine advokater, der vil undersøge, hvad der skal gøres.
Perez blev for første gang valgt som præsident i 2000, hvor han var manden bag det såkaldte 'Galactico'-hold, inden han i 2006 sagde op.
Tre år senere blev han igen valgt som præsident for Real Madrid og har været det lige siden.